Fortsæt til indhold

Gensyn med populær familieforestilling på Teater Vestvolden

Arkiv
Arkiv

Den populære bogserie Taynikma har solgt i mere end en halv million eksemplarer verden over. En nyskabelse på det danske børnebogsmarked, halvt manga-tegneserie, halvt roman, men aldrig før overført til teatret. Ikke før Teater Vestvoldens teaterchef Stephan Pollner fik idéen til at lade seriens sidste bind udkomme som et teaterstykke. - De to dygtige skabere af Taynikma-universet, forfatter Merlin P. Mann og illustrator Jan Kjær, var med på ideen om at skabe et nyt bind i sagaen, som skulle udkomme som en teaterforestilling. Sammen med Per Lundsgaard, der til daglig arbejder som viceballetmester på pantomimeteatret i Tivoli, og hans dygtige dansere fra Tivolis balletteater, tog vi fat i Taynikma-bøgerne, og skabte en historie, der blander det bedste fra bøgerne med det bedste fra teatret, siger Stephan Pollner. Taynikma - skyggens vilje har blandt andet opnået sin popularitet ved at blande genrer på en måde, ingen før har set. - Vi har valgt at blande populære genrer som tegneserie og fantasy med ukendte genrer som pantomime og dans. På den måde møder publikum det velkendte samtidig med, at de også opdager nyt. Det synes vi er vigtigt. I dag får børn og unge hovedparten af deres kulturtilbud fra playlister på f.eks. Netflix og Spotify. Dermed risikerer de, at der er typer af kunst og kultur, som vil forblive fremmed og ukendt for dem. Ved at blande genrerne får børn og unge og deres voksne mulighed for at opleve det, de ikke kendte i forvejen, på en måde, som er i øjenhøjde, siger Stephan Pollner. Taynikma - skyggens vilje fortæller historien om pigen ene, der kun var et spædbarn, da hun mistede sin mor og far i krigen mellem lys og skygge. Hun måtte vokse op hos Solklanen og følge de regler, som mesteren havde opstillet for at beskytte hendes svage hjerte. Da hun en nat får at vide, at hun har en tvillingesøster, som bliver holdt slave af selveste Skyggekongen, bliver hun nødt til at gøre det, som hun aldrig før har gjort. Ene bryder reglerne. Men vil den magiske Taynikma give hende styrke nok i mødet med skyggens vilje? Du behøver ikke at have læst Taynikma-bøgerne, før du ser forestillingen, så længe du bare holder af fede effekter, koreografiske stunts og intens underholdning, hvor alle kan være med. Taynikma - skyggens vilje spiller hele efterårsferien og frem til 5. november. Billetter er i salg på teatervestvolden.dk