Fortsæt til indhold

Tabte eller vandt HIF point?

Uafgjort 0-0 hjemme mod Avarta var næppe et tilfredsstillende resultat - gulddrengene fra 1966 hædres på fredag

Arkiv
Arkiv

Hvis et succeskriterie var, at HIF holdt nullet, blev det jo opfyldt. Hvis et succeskriterie var, at holde Avarta og Christian Offenberg fra at score, blev det også opfyldt. Christian Offenberg havde scoret i de seneste tre kampe mod HIF, men måtte også gå målløs fra banen. En enkelt gang var han tæt på at overliste Oliver Korch i målet, men her reddede opstanderen for HIF-keeperen. Til selve kampen var der en enkelt markant forskel i startopstillingen, idet Christopher Østberg ikke var blevet sin skade kvit. Her blev Frederik Krabbe sendt frem som den defensive bølgebryder, og Kristoffer Wichmann var tilbage i centerforsvaret. Det var en god løsning, og HIF's defensiv havde godt styr på Avartas offensive tiltag. HIF lagde godt fra land med et drøn på overliggeren af Martin Nielsen i kampens 2. minut, men det var så stort set det, HIF kom frem til i de første 45 minutter. En afslutning fra distancen blev det så også til, og det var, hvad HIF bød ind med. Det blev en forholdsvis intetsigende forestilling, hvor HIF havde det spillemæssige overtag og kom godt over kanterne, men hvor Lasse Brandt Hansen, i en meget ensom rolle, kom til kort ved indlæggene. I 2. halvleg var det så Avarta, der spillede bedst indledningsvis. HIF kom dog stærkt tilbage og kreerede et par rigtig gode muligheder. Lasse Brandt i det 77. minut kom afsted i dybden, men fik afsluttet lige på Avartas målmand. Kampens største chance tilfaldt Martin Nielsen i det 88. minut, der efter glimrende opspil fik serveret bolden på et sølvfad. Hans hovedstød blev dog overplaceret og strøg udenom den fjerneste opstander. Det var chancen for HIF, men det blev så også bare til den.

Trænerkommentarer

- Vi havde fokus på at lukke Avarta ned og især deres to dygtige angribere, kommenterede træner Christian Iversen. - Vi ville rigtig gerne køre et omstillingsspil og fange Avarta i ubalance og så arbejde videre med at komme over begge kanter med gode indlæg. Her bagefter må man jo erkende, at vi kun kom delvis hjem. Vi var ikke farlige nok og skabte for få farlige situationer, selvom det var os, der havde de fleste chancer. Vi fik simpelthen ikke nok folk med frem, når vi kom over kanterne... - Bagefter var både spillere og trænere ærgerlige, fordi vi kunne have vundet. Vi glæder os over at have stoppet nederlagene til Avarta, og så arbejder vi videre med de andre ting. På fredag møder vi Holbæk hjemme kl 18.30, og her skal vi vinde. Det betyder fuld gas på fra første fløjt, for kun en sejr tæller... I pausen hædres de spillere fra 1966, der vandt det første danske mesterskab for Hvidovre. Så vidt vides deltager Lars Bo Henriksen, Willy Bang, Allan (Lasse) Hebo Larsen, John Steen Olsen, Jørgen "Max" Henriksen, Leif Sørensen, Knud Andersen og Jørgen Petersen 2, der var kendt for at være Danmarks bedste og afgørende reserve. Ret til ændringer forbeholdes.ebo