Odense Symfoniorkester fylder Sct. Hans Kirke med moderne toner
På fredag 7. oktober flyder tonerne ud fra Sct. Hans Kirke til en aften i musikkens tegn
Af Louise Holmgaard Nielsen
Hvis du ikke ved, hvad du skal bruge din fredag aften på, så har Odense Symfoniorkester et bud. Sct. Hans Kirke lægger hus til en aften med musik og stemning, der starter kl. 19 med Gospelkoret Cornerstone, Sct. Hans Kirkes Højmessekantori og organist Susanne Krog Thesbjerg.
Fra kl. 21 vil Odense Symfoniorkester frigøre publikum fra romantikken og dykke ned i det moderne, som er en tid, hvor nye eksperimenter får frit spil.
Dette gør de under ledelse af dirigent Per-Otto Johansson, som vil fylde efterårsmørket med musik lige fra det usædvanlige til det lyse og lette sammen med Filharmonisk kor, lyskunstner Jens Klastrup og balletdansere fra AMOK-DGU.