Fortsæt til indhold

Bil bragede gennem have og buldrede ind i parkeret bil

Selv efter voldsomt uheld kørte gerningsbilen fra stedet

Arkiv
Peter Friis Autzen

En have- og bil-ejer på hjørnet af Irisvej og Nørrebrogade i Fredericia blev i nat klokken 02:48 vækket af en usædvanlig voldsom lyd fra haven og indkørslen.
En hvid Opel Astra stationcar bragede gennem havens hegn, videre gennem haven, ind gennem en stensætning og standsede til sidst ved sammenstød med en parkeret bil.
Trods den voldsomme medfart kunne Opelen køre derfra - og det valgte føreren at gøre i retning af Egeskovvej.
Et vidne så bilens nummerplade - og den var i forvejen kendt af politiet.
"En times tid tidligere standsede vi nemlig bilen på Ydre Ringvej. Føreren havde ikke noget kørekort. Og passageren, som ejede bilen, havde heller ikke kørekort - og havde lånt sin bil til en person uden kørekort. Det fik de begge en bøde for. Og en time senere kørte bilen så gennem haven. Så vi ved, hvem vi skal have en snak med," fortæller politiinspektør Ole Eckholdt ved Fredericias lokalpoliti.
Der er tale om to lokale mænd på henholdsvis 18 og 25 år.