Internationalt Isstokstævne
Hvidovre Isstok Forening holder internationalt stævne den 24. september
Stævnet har fint selskab af en række udenlandske hold, hvoraf ikke færre end 3 hold er fra Finland, 2 fra Rusland, 1 fra henholdsvis Hvidrusland, Tyskland og Tjekkiet samt naturligvis hold fra Danmark. - Vi har virkelig lagt alle kræfter i for at få dette stævne op at stå, og med et meget fint samarbejde med vore venner fra Finland, er det lykkedes at få arrangeret dette stævne af meget høj kvalitet, fortæller præsidenten for Dansk Isstok Forbund; Steen Bøgsted. - Vi var sidste år til en stor turnering i Finland, og ved den lejlighed fik vi skabt mange gode kontakter til de øvrige deltagere, som nu har indvilget i at deltage i vores stævne på lørdag. Vores sponsor; "4 Dimension" er naturligvis også med inde over, og med deres støtte mener vi, at vi virkelig kan vise noget af det bedste isstok i Frihedens Idrætscenter i lang tid. Der spilles i hal 2 fra kl.8.00 til 16.00, og der er gratis adgang, så tilskuerne her har en mulighed for at se, hvad spillet går ud på og kan følge de spændene kampe på nærmeste hold... - Det Internationale Isstokforbund arbejder i øjeblikket hårdt på at gøre sporten til en Olympisk sport, og hvis det lykkes, vil det være en af de sportsgrene, man vil kunne underholde sig med ved de Olympiske Vinterlege om 2 år i PyeongChang, Sydkorea, slutter Steen Bøgsted.