Fortsæt til indhold

Vand på den konservative mølle

- Vi fik ikke alt som vi ønskede det, men C er borgerlige stemmer der arbejder, konstaterer Steen Ørskov

Arkiv
Ole A Sørensen

- Det er klart, at man ikke får alt, som man ønsker det, hvis man ikke har absolut flertal, siger Steen Ørskov, der er særdeles tilfreds med både forløbet af forhandlingerne og selve budgetaftalen: - Nogle gange bliver samarbejdet med andre for svært - sådan oplevede jeg det eksempelvis sidste år - men i år har forløbet været helt anderledes konstruktivt og med gensidig respekt. Budgetforliget for 2017 indeholdt så mange konservative aftryk, at det var utroværdigt, hvis vi ikke gik med i aftalen. Desuden er det min opfattelse, at Hvidovre’s borgere faktisk hellere vil se samarbejde end fløj- og personopgør. - Ikke alt er tip-top - eksempelvis løser årets aftale ikke de økonomiske udfordringer på længere sigt, så reelt burde man være gået endnu hårdere til værks, end det sker med aftalen. Men vi er kommet i den rigtige retning og ved at være med i en aftale, så har vi trods alt også bedre chancer for at være med til at påvirke det videre forløb. Vi Konservative har tidligere givet udtryk for, at det måtte være muligt at nedbringe antallet af kommunalt ansatte en smule. Vi har tidligere foreslået og fået gennemført en analyse af administrationsudgifterne og denne har - sammen med friske analyser fra forvaltningen - anvist et besparelsespotentiale, som der med budget 2017 tages hul på. Vi har også foreslået besparelser på biblioteksområdet efter lukning af de fire biblioteker, og sammen med overgangen til “nøglebibliotek” på Hovedbiblioteket, vil dette også blive effektueret.

Styrket indsats

- Vi har intet imod madordninger i institutionerne, men vi har aldrig været enige i, at fællesskabet skal støtte med tilskud til dette, for helt ærligt: Er det ikke ret logisk, at man som forældre selv skal betale sine børns mad? Andre indbyggere i Hvidovre får jo heller ikke tilskud til den daglige madpakke. I stadiontribunen har kommunen i årevis drevet et motionscenter, selv om der er flere udbydere på området rundt om i byen. Det har været præget af dårlig økonomi og behov for forskellige former for “kunstigt åndedræt” længe, og Konservative har flere gange foreslået, at centret blev lukket eller bortforpagtet. Nu er der landet en aftale om, at centret fremover kan bestå, men så skal det drives af frivillige/foreninger, så kommunen sparer cirka en mio årligt. En styrket indsats overfor socialt bedrageri - med ansættelse af formentlig to medarbejdere til området - er også vand på vores mølle. Vi har konstateret, at sagsbehandlingstiden på byggesager er alt for lang, og desværre har vi også oplevet uheldige konsekvenser af fejl i arbejdet på området. Derfor er vi glade for, at enheden styrkes med en ekstra medarbejder samt at byggesagsgebyrer i øvrigt bortfalder.

Prisstigning på SFO

- Mange af de nævnte ting vil nogle opleve som forringelser. Det er også svært andet, når vi pludselig skulle lede efter 57-58 mio kroner! Alligevel bliver der også plads til et nyt tiltag med styrket indsats overfor psykisk sårbare unge.. Og selv om det reelt er en forringelse, at Musikskolen skal finde en besparelse på 200.000 kr., så er Konservative glade for, at det lykkedes os at få aftalepartnerne til at reducere den foreslåede besparelse, som ellers var på 410.000 kr. Vi håber at have sikret, at Musikskolen også fremover kan levere gode arrangementer, som de har gjort hidtil. Det er også vigtigt for os, at man har ændret beslutningen om at tage midler fra aktivitetstilskudspuljen til finansiering af Eliteidrætslinjen på Engstrandskolen. Dén finansiering var jeg allerede imod sidste år, da linjen blev besluttet. Børnefamilierne må notere en prisstigning for SFO og for juniorklub. Det er dog værd at notere sig, at Hvidovre’s priser stadig er absolut konkurrencedygtige og generelt ser de fleste vist hellere mindre prisstigninger end markante personalebesparelser. - Der er flere elementer i aftalen, og hos Konservative er vi glade over, at parterne er enige om at arbejde aktivt for etablering af boligområder med større, attraktive ejer-/andelslejligheder i Hvidovre, hvilket der er stor efterspørgsel på. Naturligvis hilser vi også velkommen, at der laves en evaluering af erhvervsindsatsen, så vi får et bedre grundlag for at styrke servicen overfor virksomheder, slutter Steen Ørskov