Børn rydder op i den gode sags tjeneste
I efterårsferien – uge 42 – har du og dine børn mulighed for at rydde op for en god sag. Red Barnets genbrugsbutik på Hjallesevej 6 hylder oprydningen og sætter hele ugen fokus på, at børn kan hjælpe andre børn ved at aflevere deres brugte tøj, legetøj og børneudstyr i butikkens åbningstider. Alle børn modtager i uge 42 et oprydningsdiplom som tak for hjælpen.
"Vi hylder oprydningen, fordi det er vigtigt, at vise børn, at de nemt kan hjælpe andre børn. Vi håber meget, at det også giver familierne anledning til at snakke om, hvordan man kan hjælpe hinanden," siger butiksleder i Red Barnets genbrugsbutik i Odense, Carina Lyng.
Konceptet i Red Barnets genbrugsbutik hedder 'Fra BARN til BARN'. Familier kan aflevere deres børns aflagte tøj, udstyr og legetøj i butikken. Andre kan købe det meget billigt, og overskuddet går til arbejdet med udsatte børn. På den måde glæder børn andre børn, og udsatte familier bliver hjulpet på mange forskellige måder.