Ind bag musikken
AOF byder på fire koncertforedrag med professionelle musikere, gode historier og store oplevelser
Første koncertforedrag finder sted tirsdag den 8. november med titlen Store følelser i store kvinderoller. Hvorfor vil Madame Butterfly ikke indse, at hendes mand ikke kommer rigtigt tilbage? Er Carmen bare løs på tråden, eller står hun som symbol på en større og dybere frihedstrang? Kunne Mimì mon andet end at sy pæne blomster og stramajpude? Opera-litteraturen er fuld af gådefulde kvinder og store følelser, og i løbet af eftermiddagen vil vi fordybe os i nogle af de største og dejligste værker, høre skønne arier og høre om værkernes tilbliven. Allermest vil vi fokusere på de store følelser, som kvinderollerne bevæges af, og som også kan bevæge os. Medvirkende: Sopran Maria Hanke og pianist Elena Khoukar.
Fejende flot wienervals
Tirsdag den 29. november er der fejende flot wienervals på programmet fra kl. 15.30-17.30. Wienertrioen genopliver med sin festlige og iørefaldende musik traditionen fra 1800-tallets Wien, hvor restauranter og andre offentlige mødesteder arrangerede underholdningsmusik og baller, især med den nye pardans, wienervalsen. Ikke kun Europas kronede hoveder, men alle samfundslag dansede vals, damerne i krinoliner og herrerne med deres høje hatte. Wienertrioen fortæller om den fængende musik og spiller “An der schönen blauen Donau”, “Salut d'amour” og andre ørehængere, så det bliver svært at holde fødderne i ro! Medvirkende: Anne Marie Kjærulff (violin), Nina Reintoft (cello) og Berit Johansen Tange (klaver)
Fløjtende fugle og rislende vand
Kinesisk musik beskriver en stemning eller en begivenhed eller imiterer naturlyde. Titlen er ikke “Symfoni nr. 3” eller “Sonate i C-dur” men måske “Efterårsmånens lys over søen”, “Baghold fra alle sider” eller “Fuglene vender tilbage til reden”, ved foredraget tirsdag den 21. februar kl. 15.00. I København ligger “Music Confusius Institute”, hvis formål er at udbrede kendskabet til den kinesiske musiktradition, og herfra kommer komponisten Tan Tuan og fortæller om musikken, der fremføres på traditionelle, kinesiske instrumenter af en lille gruppe studerende fra instituttet.
På flugt
På flugt - er en musikalsk beretning om en families skæbne, der fortælles om tirsdag den 14. marts kl. 15.00. Oboisten Henrik Goldschmidt fra Det Kgl. Kapel fortæller sin jødiske families enestående flugthistorie før og under anden verdenskrig. En gribende beretning om en families skæbne fra en tid, hvor Europa var i krig og hvor flygtningestrømmen var enorm. Henrik Goldschmidt har selv skrevet musikken til digte af hans farmor, Jella Goldschmidt. De medvirkende er sopranen Idil Alpsoy, harmonikaspilleren Anders Singh og Henrik Gold-schmidt selv på obo. Henrik Goldschmidt medvirkede også i “Ind bag musikken” i sæson 2015-16. Hele serien kan købes til rabatteret pris hos AOF. Enkeltforedrag kr. 150,- (separat tilmelding). Alle gange i Medborgersalen og der kan købes kaffe/the og kage mod kontant betaling.