Fortsæt til indhold

Politikere satte fokus på turismen i Randers

Socialdemokratiets turismeordfører, Rasmus Horn-Langhoff, besøgte Randers fredag. Folketingsmedlemmet skal i den kommende tid være med til at sikre udmøntningen af den nationale turiststrategi, og derfor kan besøget vise sig at have afgørende indflydelse

Arkiv
Arkiv

Det lokale folketingsmedlem fra Socialdemokratiet, Malte Larsen, udtrykker stor begejstring for, at der nu bliver sat fokus på Randers-områdets muligheder for turisme:
”Randers har rigtig mange gode turistattraktioner, der er med til at skabe virksomheder og omsætning i lokalområdet. Jeg er meget glad for, at det lykkedes at få partiets turismeordfører, Rasmus Horn-Langhoff, på besøg for at sætte fokus på såvel lokale som nationale turismeudfordringer. ”
Besøget vakte også glæde hos turistchef i Randers, Anne-Marie Knattrup, der især lægger fokus på de mange gode oplevelser, som man kan få i Randers:
”Den nye nationale turismestrategi betyder meget for Randers i vores arbejde med at udvikle Randers som et sted man kan tage til for at få gode oplevelser. Turisme er global og i Danmark i stærk vækst. Randers skal også have mulighed for at få sin andel, og derfor er jeg rigtig glad for, at Socialdemokratiets turismeordfører har prioriteret et besøg i Randers. ”
Selvom turistchefen er glad for det øgede fokus på Randers som turistattraktion, har hun ikke tænkt sig at sende turismeordføreren tomhændet hjem til Christiansborg:
”Jeg vil gerne sende Socialdemokratiets turismeordfører tilbage til Christiansborg med et budskab om, at udmøntningen af turismestrategien skal favne og gavne hele landet. Det skal ses i forlængelse af, at der prioriteres få stærke destinationer, hvorfra væksten skal sprede sig som ringe i vandet. ”
Under besøget besøgte delegationen, der også bestod af borgmesterkandidat, Torben Hansen, Memphis Mansion, Randers Regnskov, Randers midtby og Hotel Randers.