LM Wind Power solgt for milliardbeløb
Den lokale producent af vinger til vindmølleindustrien LM Wind Power i Lunderskov er blevet solgt for et stort milliardbeløb. Det skriver Finans.dk
Købsprisen er 1,5 mia. euro, svarende til knap 11,2 milliarder. kroner. Det fremgår af en meddelelse udsendt tirsdag eftermiddag.
Prisen, som General Electric betaler for at overtage den danske vingegigant, svarer ifølge Finans.dk til 8,3 gange det estimerede driftsresultat (EBIDTA) i LM Wind Power for næste år.
I de første seks måneder af 2016 omsatte LM Wind Power for 3,65 milliarder kroner og fik et driftsresultat på 647 millioner kroner.
Købet giver ifølge direktør Marc de Jong LM Wind Power stor mulighed for at fortsætte vækstkurven.
»Tilbuddet fra GE giver tydelig kommerciel mening for væksten af LM Wind Power, og vi er begejstrede for udsigten til at have en global leder som ejer,« siger adm. direktør Marc de Jong ifølge Finans.dk
LM Wind Power blev oprindeligt grundlagt i 1940 som en møbelproducent (Lunderskov Møbelfabrik) og har siden udviklet sig til at være en af verdens førende producenter af vinger til vindmølleindustrien.