”Så stod vi der med tårer i øjnene”
Anne-Line Knudsen hos Companys på Strøget i Vejle har en helt særlig forbindelse til en ganske bestemt kunde
Det skete en gang i juni sidste år, at Anne-Line Knudsens kolleger i Companys-butikken på Torvegade var vidne til et helt særligt møde mellem hende og en kunde. En helt særlig kunde.
”Det var Pia, som kom forbi sammen med sin mand. Jeg kendte dem fra min tid i Companys' butik i Horsens, hvor vi havde snakket sammen rigtig tit – og hvor vi havde lært hinanden at kende utrolig godt,” siger Anne-Line og smiler ved tanken om mødet.
Anne-Line Knudsen har tidligere arbejdet i Companys i Horsens, og her havde en helt almindelig ekspedition udviklet sig til, at Pia og hendes mand kom forbi to-tre gange om ugen. Ikke altid for at handle – nogle gange for bare lige at hilse på.
”Og vi snakkede om alt. Om kærester, tøj og alt muligt andet. Også mere end jeg normalt snakker med kunder om,” siger Anne-Line.
Savnede hinanden
Men så en dag flyttede Anne-Line til butikken i Vejle.
”Så gik der nogle måneder, hvor Pia og jeg ikke så hinanden. Men en dag kom hun og hendes mand forbi butikken her og sagde hej. Vi havde savnet hinanden. Det endte i et stort knus. Og så stod vi dér: Tre voksne mennesker med tårer i øjnene. Mine kolleger troede, at jeg havde fået besøg af noget familie, som jeg ikke havde set i lang tid,” siger Anne-Line og smiler.
Hun føler sig næsten i familie med Pia og hendes mand.
”Vi har talt om at tage ud at spise sammen. Og Pia er kommet med fødselsdagsgave til mig. Eller rettere: Hun opsøgte min mor nogle dage i forvejen og afleverede gaven til hende, så jeg fik den på min fødselsdag. Det var en ramme med vise ord,” fortæller Anne-Line med et stort smil.
En dag, Anne-Line var ved at sælge et par ørenringe til Pias datter, opdagede Pia, at Anne-Line ikke havde huller i ørene.
”Jeg havde altid været bange for at få lavet huller i ørerne. Men så en dag kom Pia og hentede mig i butikken. Hun arrangerede med mine kolleger, at jeg lige fik fri lidt tidligt. Og så tog hun mig med ned for at få lavet hul i ørerne,” siger Anne-Lina.
”Og sjovt nok var jeg slet ikke bange, da Pia var med.”