Fire unge mænd anholdt i Fredericia for indbrud i Mister i Varde
Klokken 10 minutter over ét i nat begik fire unge mænd indbrud i tøjbutikken Mister i Varde.
En beboer i nærheden hører støj fra gaden og ser fire personer i færd med at bryde ind. Han råber dem an, og de stikker af.
Han hører en bil køre derfra. Han ringer til Varde Politi, og ejeren af Mister kommer til stede og konstaterer, at der er stjålet en del tøj af mærkerne Hilfiger og Hugo Boss.
Ved 02-tiden får Varde Politi så et opkald fra Østjyllands politi. De fire mænd er blevet anholdt i Taulov. De luskede mistænkeligt rundt ved en pølsevogn, antageligt for at bryde ind i den.
Det viser sig, at de kører i en bil, hvor der ligger Hilfiger og Hugo Boss-tøj. Fredericia Politi angiver værdien til at være cirka 150.000 kroner, og de fire mænd på 17, 18, 22 og 23 år svarer også til signalementet fra Varde.
Sagen er klar. Den efterforskes nu i Esbjerg og Varde, hvor både mænd og tyvekoster nu befinder sig - igen.
Varde Politi kunne ikke til morgen oplyse, hvorvidt de bliver fremstillet i Grundlovsforhør.