Fortsæt til indhold

Hvidovre Fighters helt til tops

Der venter to svære opgaver i kommende weekend ude mod Aalborg og Frederikshavn

Arkiv
sport@hvidovreavis.dk

Kampen mod Copenhagen Lions var historisk. Holdet fra Ørestaden spiller deres første sæson nogen sinde i landets næstbedste række og har ambitioner om på sigt at blive en klub, der kan gøre sig i Metal Ligaen. Men det blev ikke i klubbernes første indbyrdes opgør, at Lions viste tænder. Første periode sluttede 1-1, men så var gæstfriheden også forbi. Fighters gav den på alle cylindre i 2. periode, der endte 5-0 til værterne. Dermed var opgøret afgjort, før de sidste 20 minutter, som da også blev en rutinepræstation. Resultatet 8-2 var ovenud retfærdigt, og det kunne sagtens være blevet en endnu større lussing til gæsterne, hvis skarpheden på dagen havde været mere udtalt. Sæsonens udgave af Hvidovre Fighters ser stærkere ud end nogen sinde. Alle er klar over, at det handler om at toppe, når slutspillet banker på døren. Men med det unge kuld af sultne spillere som Fighters består af, er der med sikkerhed flere procenter at hente. Potentialet er enormt. Næste opgave er et weekendophold i det jyske, hvor Aalborg og Frederikshavn står på menuen. Med en lang bustur i benene og to altid vanskelige udebaner, skal Hvidovre-holdet nok få deres sag for.