Fortsæt til indhold

HIF bød superligahold op til dans

I lange perioder matchede HIF faktisk SønderjyskE - men filmen knækkede i overtiden og HIF er efter en flot og heroisk indsats ude af pokalturneringen

Arkiv
Arkiv

Modstanderne i 2. division har stor respekt for HIF og stiller sig dybt. Opgaven bliver for HIF så at forsøge at dirke modstanderens mur af forsvarsspillere op uden at blotte sig bagude. Her i dette efterår har naboerne fra Frem hidtil været det eneste hold, som turde tage initiativ og byde HIF op til dans. Konsekvensen af dette initiativ blev for Frem et nederlag. HIF spillede måske efterårets bedste kamp og vandt 4-1. Tirsdag aften var sidste års sølvvindere - SønderjyskE - gæster på Kæmpernes Arena. I Alka Superligaen er FCK i en klasse helt for sig selv. Men SønderjyskE er i øjeblikket et af de mest formstærke mandskaber i landets bedste række med fem sejre i de sidste seks kampe. Så jyderne var naturligvis favoritter mod HIF. Forventningerne fra de 475 tilskuere var vel også inden kampen, at de skulle se et HIF-hold, der straks fra begyndelsen af kampen ville blive sat under voldsomt pres.

Samtlige af HIF’s spillere leverede med stor gejst og engagement. Her ses Kristoffer Wichmann der som en anden cirkushest lugtede savssmuld og leverede en fornem kamp. I baggrunden Frederik Krabbe som på den defensive midtbane sled og slæbte, mens Wichmann havde overtaget hans faste position i forsvaret.

Forventningerne

Inden kampen havde Hvidovre Avis spurgt HIF’s træner, Christian Iversen, om hvordan HIF ville gribe kampen an: - Vi giver et par af de spillere, som ikke har spillet så meget fra start her i efteråret en mulighed mod SønderjyskE. Men det er vigtigt at sikre kontinuitet, så det bliver den sædvanlige stamme, der skal spille kampen. Det bliver en spændende og inspirerende opgave for os alle. Vi skal turde vores sædvanlige boldomgang - også selv om vi kommer under pres. Assistenttræner Peter Enevoldsen fra SønderjyskE fastslog inden kampen, at der bestemt ikke måtte tages for let på opgaven: - Vi tager kampen seriøst og vi skal være fuldt koncentreret. Vi ved, at Hvidovre har et godt hold, så derfor skal vi have fuldt fokus fra første dommerfløjt.

Magnus Fredslund pressede kampen igennem hårdt på i højre side og skabte god plads til mange offensive aktioner fra blandt andre Lasse Brandt.

En lige omgang

Kampbilledet blev imidlertid et noget andet end både tilskuere og trænere havde forestillet sig. HIF startede bedst og pressede godt på. Allerede efter tre minutter havde HIF en kæmpe mulighed for at bringe sig foran, men Jacob Ingvarsen manglede lige at give bolden det sidste lille vindpust for at den kunne trille over stregen. Det var tydeligt, at HIF’s spillere gik til opgaven med stor motivation og gejst. SønderjyskE ville naturligvis spille fodbold og gerne frem på banen og lukke kampen. Men det fik de ikke lov til. Magnus Fredslund havde i højre side af forsvaret fint styr på Johan Absalonsen, mens Nicolai Bak Johannesen i venstre side tog sig kærligt af Tommy Bechmann. Gæsterne følte sig i det 18. minut snydt for et straffespark. Ellers stod der faktisk Hvidovre på det meste. Da der var spillet en halv time var det tydeligt, at gæsterne blev mere og mere frustrerede. Selv for en aldeles uvildig tilskuer var det ikke til at se, at det var fuldtidsproffer fra Superligaen i kamp mod et hold fra 2. division. HIF kom flere gange fint med over kanterne og SønderjyskE havde nok at se til i forsvaret. Mod slutningen af første halvleg viste de dog tænder. Men HIF’s forsvar fik blokeret et farligt skud i sidste øjeblik og målmand Kasper Viltoft præsterede kort før pausen en yderst kvalificeret redning, hvor han med dødsforagt kastede sig ned i fødderne på en helt fri Nicolaj Madsen.

Kasper Vilfort stod en rigtig flot kamp men kunne i dommerens tillægstid intet stille op, da SønderjyskEs indskiftningsspiller Troels Kløve kanonerede bolden i mål direkte efter hjørnespark.Fotos: Ole Mik

Eksekveringen

HIF kunne gå til pause med 0-0 med følelsen af at have budt gæsterne op til dans. De første tyve minutter efter pausen var HIF stadigvæk godt med. Forsvaret med Kristoffer Wichmann tilbage som styrmand og fyrtårn stod godt. En hårdt arbejdende midtbane skabte flere gange plads til specielt HIF’s venstre side, hvor Frederik Emil Andersen og Nicolai Johannesen i et fint samarbejde pressede hårdt på. Efterhånden blev det dog tydeligt, at HIF måtte arbejde i et højere tempo end når modstanderne hedder Holbæk eller B93. Træner Christian Iversen skiftede en træt Jacob Ingvarsen ud. Han havde slidt og slæbt og været en evig kilde til uro for SønderjyskE. Rasmus Johansson kom ind og kort tid efter erstattede Peter Benjaminsen en godt brugt Martin Nielsen. Selv om HIF således fik ny energi tilført maskinrummet på midten var det tydeligt, at HIF’s spillere var slidte. Og mens mælkesyren gjorde stængerne tunge blokerede trætheden også i låget hos flere af spillerne. Køligheden og overblikket forsvandt og der blev ikke længere sammensat ret mange afleveringer. Det blev nu ren overlevelse. SønderjyskE overtog kommandoen og pressede Hvidovre. De sidste ti minutter stod HIF dybt. Meget dybt. Men da uret på Kæmpernes Arena havde passeret 90 minutter stod det stadigvæk 0-0 og alt tydede på forlænget spilletid. I tillægstiden - uret stod på 91.07 - sparkede Troels Kløve, der ellers havde startet kampen fra bænken, bolden flot i mål efter et hjørnespark. Tiden var knap og HIF kastede alt frem i et desperat forsøg på at få udlignet. Det åbnede naturligvis i den anden ende og Troels Kløve lukkede festen med endnu et mål.oas