Tricktyve på spil i Odense igen
To gange i weekenden og igen i går blev odenseanerne udsat for tricktyveri
"Giver du en kop kaffe?". En ung mand stod pludselig i en kvindes lejlighed på Frederiksgade søndag middag og spurgte, om hun gav en kop kaffe. Kvinden afviste ham, men da han var væk opdagede hun, at det samme var hendes pung.
Det er ikke det eneste tilfælde i Odense, hvor folk har prøvet at snyde andre for penge. To gange i weekenden oplevede odenseanerne at blive snydt af tricktyve, og i går var endnu en på spil.
Weekendens anden tricktyv var i gang omkring en time efter hændelsen på Frederiksgade på Nyborgvej hos en ældre kvinde. Gerningsmanden bankede på døren og tog ca. 550 kr. fra den ældre kvindes pung.
Dette skete under påskud af, at gerningsmanden skyldte hende penge. Herefter forlod manden stedet, men det var ikke første gang, manden besøgte kvinden. Hun genkendte ham som den samme, der tilbage i maj havde stjålet hendes smykker i forbindelse med et andet tricktyveri. Det fremgår af Fyns Politis døgnrapport fra weekenden.
Tricktyv på spil igen i går
I går skete det så igen. En ældre borger på Rødegårdsvænget havde mellem kl. 10 og 10.30 uventet besøg af en ca. 40-årige dansktalende mand iført islændersweater og strikhue. Det viser Fyns Politis døgnrapport fra i går.
Manden ringede på døren, og da den ældre mand åbnede, gik den 40-årige bare ind. Han sagde, at den ældre mand skyldte ham 1000 kr. Dette benægtede han og bad den 40-årige om at gå, hvilket han også gjorde efterfølgende.