Fortsæt til indhold

Kommunen nåede igen i mål

Resultatet for den samlede reduktion af CO2-udledning for kommunens ejendomme endte sidste år på 2,04 procent

Arkiv
Arkiv

Hvidovre Kommune har i 2015 investeret lidt over fem mio. kr. i energibesparende tiltag på de kommunale ejendomme. Hovedparten er investeret i tekniske tiltag som lysprojekter, energioptimering af mindre ejendomme - herunder hulmursisolering og vinduesudskiftning - samt udvidelse af den centrale drift- og energistyring. Der er desuden også investeret i adfærdsmæssige tiltag gennem en styrket klimaambassadørordning.

Elforbruget steg lidt

I 2015 er resultatet for den samlede reduktion af CO2-udledning for Hvidovre Kommunes ejendomme endt på 2,04 procent. Resultatet for 2015 lever derfor op til forpligtigelserne over for Danmarks Naturfredningsforening, der har som mål at reducere CO2-udledningen fra kommunens aktiviteter med minimum to procent om året. Dog er CO2-reduktionen ikke opnået udelukkende gennem tekniske og adfærdsmæssige indsatser. Den skyldes også, at forsynings-selskaberne har øget brugen af vedvarende energikilder. Dette giver en mindre CO2-udledning - også for kommunes ejendomme. Hvis der ses på den faktuelle CO2-udledning for 2015 er udledningen reduceret med hele 16 procent i forhold til 2014. Årsagen er, at forsyningsselskaberne har formået at nedbringe værdien for elektricitet ved at indføre flere vedvarende energikilder. Det samlede elforbrug i Hvidovre Kommune er steget med 1,5 procent fra 2014 til 2015, hvilket svarer til en merudgift på omkring 270.000 kr. Årsagen til stigningen i det samlede elforbrug er primært et stigende forbrug i de integrerede daginstitutioner, der bidrager til stigningen med 22 procent i forhold til 2014. Stigningen skyldes blandt andet, at der i 2015 er kommet forbrugsdata på en ejendom, hvor der ikke tidligere har været data. Blandt årsager til den markante stigning nævnes også etableringen af produktions-køkkener med dertilhørende ventilation.

Varmen

Det samlede klimakorrigerede varmeforbrug er reduceret med 4,5 procent fra 2014 til 2015, hvilket svarer til en besparelse på cirka 192.000 kr. Dette skyldes, at særligt folkeskolerne har minimeret forbruget, da indsatsen med at få indreguleret styringen på varmeanlægget på Gungehusskolen har båret frugt. I 2014 var indstillingen af anlægget forkert, hvilket resulterede i et unødvendigt højtvarmeforbrug. Varmeforbruget er nu normaliseret. Kommunen har ligeledes gennemført mange energitiltag på de forbrugstunge administrationsejendomme såsom Rådhuset og Medborgerhuset, hvormed der er opnået store varmebesparelser på henholdvis 7,1 procent og 24,7 procent i forhold til 2014.

Vandforbruget falder

Det samlede vandforbrug i kommunens ejendomme er reduceret med 2,4 procent fra 2014 til 2015, hvilket svarer til en besparelse på godt 140.000 kr. Dermed fortsætter vandforbruget den nedadgående udvikling fra 2014. Dette er en positiv nyhed, da vandforbruget i Hvidovre Kommune i en lang årrække har været stigende. I “Grønt Regnskab 2013” blev der sat fokus på denne udfordring og efterfølgende er indsatsen styrket for at sænke vandforbruget og kurven blev således knækket i 2014. Der er i perioden 2014-2015 sparet 5.458 m3 vand svarende til omkring 250.000 kr. Faldet i vandforbruget i 2015 skyldes primært et reduceret vandforbrug hos daginstitutionerne i kommunen, hvor særligt børnehaverne og de integrerede daginstitutioner har sænket deres vandforbrug med henholdsvis 6,1 procent og 11,9 procent. Reduktionen skyldes særligt tiltag som vandbesparende toiletter og berøringsfrie armaturer. Det vurderes desuden, at de separate konti hos institutionerne til betaling af vandforbruget tillige har hjulpet med at synliggøre udgifterne til vand og dermed ført til adfærdsændringer.

Fremtidens fokus

For at understøtte den grønne omstilling på en omkostningseffektiv måde er det nødvendigt at minimere kommunens varmeforbrug. Ifølge Ingeniørforeningens energivision af 2050 er det nødvendigt at nedsætte varmeforbruget i bygninger med op til 40 procent over de næste 34 år, hvilket svarer sig til 1,14 procent hvert år. Ejendomsafdelingen vil derfor sætte fokus på varmeforbruget i de kommunale ejendomme gennem øgede tiltag på klimaskærm og alternative forsyningskilder såsom varmepumper/jordvarme/solvarme i de ejendomme, hvor der ikke er fjernvarme. Målet er en reduktion på cirka en til to procent om året. Derudover vil der være fortsat fokus på de mindre ejendomme, hvis energi- og vandforbrug pr. m2 stadig ligger højt i forhold til andre kommunale ejendomme. Der er i 2015 blevet udarbejdet en prioriteret liste over energitiltag, som udføres over de næste par år på disse ejendomme. Fokus på vandforbruget fastholdes, da vand er en dyr ressource. En reducering af vandforbruget har også visse afledte effekter, da generelle vandbesparelser reducerer varmtvandsforbruget og derved mindsker det samlede varmeforbrug til bygningerne og påvirker CO2-balancen i positiv retning. Grønt Regnskab er led i kommunens aftale med Danmarks Naturfredningsforening 2008 - 2025 om reduktion af CO2 med minimum to procent reduktion årligt. oas