Byrådet siger ja til at købe sygehuset
Fredericia Kommune overtager sygehuset allerede om en god måneds tid
Fredericias byråd besluttede i aftes enstemmigt at købe sygehuset af Region Syddanmark for 23 millioner kroner. Forudsat at Regionsrådet også accepterer handlen, når det samles på mandag, gennemføres handlen.
Regionen har besluttet at lukke Fredericia Sygehus. Fredericia Kommunes formål med at købe de store bygninger, er at lave et fælles sundhedshus, der samler sundhedstilbud på tværs af kommune, region og private aktører tæt på fredericianerne.
"Der kommer til at ske ændringer i det nære sundhedsvæsen i Fredericia de kommende år. Men med købet af sygehuset har vi nu muligheden for at lave Danmarks bedste sundhedshus, som sætter Fredericia på landkortet samtidigt med, at vi sikrer den nære sundhed for vores borgere," siger Susanne Eilersen (DF) i en pressemeddelelse. Hun er formand for Fredericias sundhedsudvalg.
Region Syddanmarks analyse viser, at bygningerne er i generelt god stand, samt at de er velegnede til et lignende formål.
"Med et nyt sundhedshus får vi mulighed for at samle sundhedstilbuddene i kommunen, og der bliver plads til alt fra fysioterapeuter til patientforeninger. Vi skal have et sundhedshus med tilbud, der afspejler borgernes sundhedsbehov. Sundhedshuset bliver et vigtigt sted i vores indsats for at hjælpe borgerne med et langt og sundt liv i fremtiden," siger Frances O'Donovan-Sadat (V), der er næstformand i Sundhedsudvalget.
Fredericia Kommune overtager nøglerne til sygehuset den 1. december, men regionen har brugsretten indtil årets udgang mod betaling af driftsudgifterne for de dele af sygehuset, som regionen bruger efter overtagelsesdagen.
"En af de helt store prioriteter har været, at vi fortsat kan have et sammenhængende, trygt sundhedstilbud tæt på borgerne. Med købet af sygehuset sikrer vi, at der også er et bredt udbud af sundhedstilbud tæt på borgerne også efter, at byens sygehus lukker. Samtidigt fastholder vi varmtvandsbassinet på sygehuset, som mange har glæde af at bruge dagligt," siger borgmester Jacob Bjerregaard (S) i pressemeddelelsen.