Fortsæt til indhold

Alarmknapperne bør lyse rødt

Frihedens hold i serie 2 er ved at falde fra hinanden - spiller sidste kamp hjemme mod Hundested på lørdag kl. 12

Arkiv
Arkiv

Hører man så lidt efter, hvad der fylder i øjeblikket og har fyldt gennem de seneste uger, er det ting, der bør få alarmklokkerne til at bimle højlydt. Træningsindsats og fremmøde er under al kritik. Det går ud over dem, der troligt møder op på den korte bane, men på længere sigt er det opløsningstendenser. - Jeg synes, det ser alvorligt ud, fortæller træner Carsten "Fister" Pedersen. - Man bør være bekymret over fremtiden for klubben. Vi træner ikke godt, og selvom vi råder over mange dygtige spillere, er det ikke det samme som at stå med et sammentømret mandskab. Vi falder igennem som hold, når vi er oppe mod de gode modstandere, så jeg er meget spændt på at se, hvordan det kommer til at se ud, når vintertræningen starter... - Vi spiller den sidste kamp i efteråret mod Hundested på lørdag hjemme kl. 12. Her byder jeg på en pølse og et glas efter kampen, fordi jeg fylder 40 år. Det er især tilegnet de faste tilskuere, der altid støtter holdet... - Vi mødte Snekkersten i en kamp, hvor de var det bedste hold. De vandt 5-1, og det er svært at sige noget til det. Vi fik en katastrofal start med en scoring imod os efter bare 25 sekunders spil, og det blev også 0-2 efter 10 minutters spil. Her viste vi så, at vi har dygtige spillere, og at vi kan en masse, når viljen er til stede. Vi fik presset Snekkersten i bund, og Christian Pedersen fik reduceret til 1-2, og udligningen lurede. Philip "Felix" Nielsen havde et gennembrud, hvor han kom ned bag deres forsvar og målmand og lagde bolden ind i det tomme rum, hvor begge vore angribere var løbet til første stolpen. Rigtig ærgerligt, for det var en stor mulighed.... - Vi kom skidt ud til 2. halvleg, hvor de igen scorede et hurtigt mål, og vi faldt sammen som hold. Nu ser vi, hvad der sker, og hvilke spillere klubben råder over, når vi starter igen til foråret...ebo