Fortsæt til indhold

Venstres mandater er blevet løsgængere

Venstres opstillingsmøde bød på overraskelser - partiet har fået en ny spidskandidat og de to nuværende medlemmer af kommunalbestyrelsen har besluttet sig for at blive løsgængere

Arkiv
key

Det er to ord, som Venstres tidligere medlem af kommunalbestyrelsen Karl-Erik Høholt Jensen bruger, når han skal beskrive, hvorfor han efter Venstres opstillingsmøde i sidste uge valgte at blive løsgænger. Partifællen Annette Møller Sjøbeck tog samme beslutning og dermed står Venstre i Hvidovre helt uden talerør i kommunalbestyrelsen. - Hvis jeg skulle bevare min integritet, så var det en nødvendig udgang. Men selvfølgelig gør det nas, og selvfølgelig er jeg skuffet. Men jeg har haft en god tid i Venstre, og jeg er stolt af de resultater jeg har opnået. Så jeg bøjer mig for deres arbejde og måde at gøre tingene på, selv om jeg da godt kunne have ønsket mig, at tingene var blevet gjort anderledes, siger Karl-Erik Høholt til Hvidovre Avis.

Annette Sjøbeck.

Kaster ikke med mudder

Han understreger, at han på ingen måde ønsker at kaste med mudder, men at han samtidig heller ikke kunne se, at der var basis for et fremtidigt samarbejde med Venstres bestyrelse. Føler du dig fair behandlet? - Det er et spørgsmål om holdninger, og om hvordan man nu ønsker at udføre sit politiske hverv. Det der har været vigtigt for mig er ordentlighed og tillid, siger Karl-Erik Høholt Jensen og fortsætter. - Men det er spillets regler, og det må man bøje sig for. Jeg kunne godt have valgt at blive, men det ville have fordret et samarbejde med en bestyrelse, som jeg skulle have tillid til. Og det har jeg ikke, siger han.

Længere tids arbejde på udvikling

Karl-Erik Høholt Jensen kan, i lighed med Venstres formand Torben Nowicki, melde, at udviklingen i Venstre har været i gang i et stykke tid. - Det er noget, der har været undervejs i et stykke tid, fordi der er kommet nogle ambitiøse mennesker i bestyrelsen, men i det her tilfælde har vi kb-medlemmer ikke engang været involveret i deres strategi, siger Høholt. Han fastslår derfor, at han da gerne havde set en helt anden udgang på situationen. - Når man står i taberens rolle føler man sig ikke fair behandlet, for jeg har lagt rigtig meget tid i politik i de 25 år, jeg har været med. Så selvfølgelig ville jeg da hellere have haft en anden udgang på det her, så jeg havde kunnet give fanen videre på en anden måde. Men som tingene er, bliver jeg nødt til at bevare min integritet, slutter Karl-Erik Høholt Jensen.