Fortsæt til indhold

Fuld fart på atleterne fra Rødekro

Arkiv
bs

Rødekro Tri og Motion har haft en begivenhedsrig weekend med mange medlemmer til stævner i hele landet.
Mandehørm i Aabenraa bød igen i år på meget vand, mudder og adskillige højdemeter. Rødekro Tri & Motion prioriterer de lokale løb særdeles højt, og dette er et af dem.
Et af de altid tilbagevendende hold er "Team Weisbier". Et hold bestående af faste løbere fra Rødekro Tri og Motion. Holdet har hvert år løbet med førstepladsen, bortset fra et enkelt år, hvor det blev til en andenplads. Også i år gik de efter topplaceringen, men måtte dog tage til takke med andenpladsen. Holdet bestod af Jan Schell, Henrik Andresen, Rene Marcimak og John Hansen. Individuelt havde foreningen seks løbere i top 25, men flere end 30 medlemmer deltog på dagen.
Samtidig blev der i nærheden afviklet en Duft af Kvinde. Her besatte Rødekro Tri og Motion de to første pladser på den lange distance. Rhina Ravn og Betina Detlefsen.
DM maraton blev afviklet i Odense i går søndag med hele den danske elite i spil. I aldersgruppen 20 - 23 lykkedes det Rødekro Tri og Motions Mads Boysen at blive dansk mester.
"Det er klubbens første danske mesterskab på den lange distance i nyere tid," fortæller John Hansen fra klubben.
Herudover blev klubbens jernlady Marianne Schøler-Nielsen nummer to i sin aldersklasse. Hurtigste Rødekro'er blev Kenneth Severin, som løb personlig rekord med 2.46, hvilket rækker til en femteplads i aldersklassen 35-39.
"Der løbes utroligt stærkt i de aldersklasser. Både Mariannes og Kenneths placering viser, at man næsten skal høre til eliten for at komme på podiet. Ikke mindre er Kenneths tid en fantom-tid, som vi kun har få af i klubben. Alene klubbens Klaus Jørgensen, som for få uger siden løb samme tid til Berlin maraton, kan matche den tid," siger John Hansen.
Samme sted blev der også løbet halvmaraton. Her havde foreningen også flere deltagere med. Jonas Christensen blev sammenlagt nummer ni i et meget stærkt felt.