Fortsæt til indhold

Kræfternes Kamp

- et konfirmandevent med Avedøre Kirke på Vestvolden

Arkiv
Arkiv

Sådan starter sognepræst Rose Marie Tillich, udklædt som urkærlighedens moder klædt i flot rød kjole, sin fortælling om Lucifers fald for de 400 konfirmander fra kirkerne i Rødovre og Hvidovre og de mange præster, der er forsamlet i Avedøre kirke lørdag den 29. oktober. Rollespillet er gået i gang. Alle er netop lige blevet inddelt i 12 forskellige ordener, hentet fra middelalderens univers, med hver deres farve og banner. Der er fredelige og krigeriske ordener, hvor nogle hører til den katolske kirke, og andre er kætterske, dvs. uden for kirken. De er nu samlet til et stort kirkemøde for at stifte fred. Da fortællingen om, hvor galt det gik med Lucifer, trods hans gode start klinger af, kommer Lucifer himself og hans sorte apokalyptiske ryttere pludselig stormende ind i kirken og stjæler den Hellige Gral! Den der skulle samle de stridende ordener.

Konfirmandevent på vestvolden lørdag den 29. oktober 2016 med live rollepil arrangør avedøre kirke

Dyder og laster

Nu begynder en lang rejse fra post til post i efterårslandskabet på Vestvolden. Det gælder om at finde gralen og vinde den tilbage. På hver post skal konfirmanderne tage stilling til et dilemma fremført af henholdsvis en dyd og en last. Dyden har hvid ansigtsmaling og lasten en drabelig sort. De 12 dilemmaer bygger for øvrigt på et katalog af modsætninger mellem dyder og laster, inspireret af den tyske abbedisse, læge og kunstner Hildegard af Bingen, en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder. Modsætningspar som f.eks. splittelse og sammenhold, løgn og sandhed, misundelse og næstekærlighed, strid og fred. Konfirmanderne skal argumentere for hvordan de vil løse dilemmaet, og vinder sorte eller hvide nåle til deres banner, alt efter om de svarer “dydigt” eller “lastefuldt”.

vg

Kampen mellem mørke og lys

Undervejs bekriger ordnerne hinanden indbyrdes ført an af professionelle rollespillere, og hele spillet munder ud i en kamp mellem mørke og lys: Lucifers sorte ryttere og de faldne ordener overfor dydens, lysets og kærlighedens forkæmpere. Lyset vinder - Lucifer overvindes og gralen bliver fundet i en mørk underjordisk grav bygget ind i volden, og føres nu tilbage til kirken, hvor alle slutter fred.

Helstegt pattegris og trætte konfirmander

Spillet er forbi og konfirmander, præster, frivillige og rollespillere samles til en kort gudstjeneste og derpå et fælles måltid: helstegt pattegris med liflig salat og lækkert brød. Mange timer er gået, det er ved at mørkne, og alle drager trætte og opfyldte hjem til hverdagen i 2016. Måske har nogle af konfirmanderne fået et indtryk af Hildegard af Bingens univers, måske har de fået aktualiseret dilemmaer taget fra middelalderens sammenhæng, men med relevans for moderne mennesker også. Måske har de først og fremmest fået kæmpet med latex-sværd og haft en spændende dag ude i det fri sammen med en hel masse andre konfirmander. De har fået en oplevelse af at indgå i en lærerig leg sammen med 399 andre unge. De har været del af en større flok og har haft det sjovt. Sådan er det altså også, at gå til konfirmandforberedelse i Rødovre og Hvidovre!

Samarbejde mellem kirkerne med fremtidsudsigter

Eventet “Kræfternes Kamp” er et resultat af det hidtil største samarbejde mellem folkekirkerne i Hvidovre og Rødovre omkring konfirmanderne. Eventet er udviklet og organiseret af en mindre gruppe af lokale kulturmedarbejdere og præster, som til daglig arbejder med børn og unge i kirkeregi, i samarbejde med rollespilsfirmaet Culture Creations. Provstiet har støttet projektet økonomisk, for at det kunne realiseres. Planlægningsgruppen satser på at lave et nyt konfirmandprojekt til næste år – gerne i reformationens tegn, da 2017 netop er 500-års jubilæum for reformationen!