Kunstværk afsløres i skolegården
Arkiv
Fredag afsløres et kunstværk, som de kommende år skal pryde skolegården på Kirstinebjergskolens afdeling Indre Ringvej.
Kunstværket blev fremstillet ved Kultur-eventen KUK-Dag, hvor elever, forældre og naboer mødtes til fælles aktivitet på Kirstinebjergskolen, 27. august.
Det fælles kunstværk, som deltagerne malede under ledelse af gæster fra Billedskolen på Den Kreative Skole, skal pryde en gavl i skolegården på den tidligere Skansevejens skole, og maleriet bliver afsløret fredag 14. oktober klokken 13, når elever og lærere er samlet i gården efter det årlige motionsløb.
Indvielsen vil blive foretaget af skolens afdelingsleder Steen Andersen, koordinator på Billedskolen Pia Hessellund – og en masse glade efterårsferie-elever.