Halloween-event i Djurs Sommerland i efterårsferien
Når efterårsferien melder sig på banen, pyntes Djurs Sommerland med 25.000 græskar, og parken forvandles på alle leder og kanter til en gigantisk halloween-oplevelse for børnefamilierne. Ambitionerne er høje, og alt sættes ind på at levere Danmarks flotteste og bedste halloween-oplevelse til de mange gæster, der besøger Nordens største sommerland i efterårsferien
Når Djurs Sommerland fejrer Magisk Halloween i efterårsferien, er der lagt op til en særlig oplevelse, hvor gæsterne møder et helt andet Djurs Sommerland end det, de er vant til. Den ellers så grønne park er, med 25.000 græskar, iklædt orange farver, og overalt summer det af magi, (u)hygge og unikke oplevelser, der kun findes til Magisk Halloween. For eksempel lurer tre meter høje græskarvæsener rundt omkring omgivet af hundredevis af kæmpeedderkopper og raslende skeletter. Den flotte udsmykning vækkes til live af de 300 medarbejdere, der har skiftet sommeruniformen ud med hekse- og græskarkostumer og fantasifuld ansigtsmaling.
”Vi ser frem til for syvende år i træk at fejre Magisk Halloween, der fra starten har været en kæmpe succes. Vores prioritering har været at gå ’all in’ på at levere en omfattende og helstøbt halloween-oplevelse. Det fortsætter vi også med i år, så børnefamilierne kan godt glæde sig,” siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen.
To internationalt udviklede halloween haunted houses – kun i efterårsferien
Foruden parkens over 60 forlystelser og Danmarks største rutschebaner, kan gæsterne også glæde sig til to store halloween haunted houses, der er udviklet til Djurs Sommerland af internationale specialister. HekseSkolen er et spændende haunted house for hele familien. Her tager sortklædte hekse gæsterne med på en ’walk-through-oplevelse’ gennem 15 rum fyldt med sanseoplevelser, hvor former og farver træder ud i rummene og skaber overraskende illusioner. Mere skræk og gys er der i GræskarFabrikken, som er et scary haunted house. Her sker der mystiske ting, når oprørte, levende græskar-væsener, under stor tumult, jagter nye ingredienser til fabrikkens suppe.
Udvidet åbningstid
Som noget nyt er forlystelserne åbne helt til kl. 18.00, og som en festlig afslutning på halloween-besøget, kan børnefamilierne spise aftensmad i parkens Kirkegårdsrestaurant, når tusmørket falder på.
”Mange gæster har spurgt, om vi kan holde længere åbent i efterårsferien, og det har vi valgt at gøre i år. Samtidig vil vi også gerne give gæsterne mulighed for at slutte dagen af med en ekstra oplevelse. Derfor er der, som noget nyt, mulighed for at booke bord til et aftenselskab,” fortæller Henrik B. Nielsen.