Fortsæt til indhold

Odense udsat for over 30 indbrud i weekenden

Indbrudstyvene har været løs i odenseanernes hjem fra fredag 21. oktober til søndag 23. oktober

Arkiv
Af Louise Holmgaard Nielsen

Odenseanerne har fået over 30 uindbudte besøg fra indbrudstyve her i weekenden. Det viser Fyns Politis døgnrapport for fredag 21. oktober til søndag 23. oktober.
På Åløkken i Odense SV blev en beboer kl. 3.30 lørdag nat vækket af, at en rude blev knust i stuen. Her havde en gerningsmand knust ruden, rækket ind efter en bordlampe og klippet ledningen til lampen. Herefter havde gerningsmanden taget lampen med sig.
En beboer var også hjemme på Biskorupvej i Odense NØ søndag formiddag kl. 10.45, mens en indbrudstyv var på spil. Vinduet til soveværelset var brudt op, og beboeren havde set indbrudstyven løbe over græsplænen. Der er umiddelbart intet stjålet fra huset.
På Sdr. Boulevard blev en restaurant udsat for indbrud mellem torsdag aften kl. 22.45 og lørdag morgen kl. 7 dog af den mildere slags. Døren til restauranten er blevet brudt op, og indbrudstyven har været lækkersulten, for det eneste personen eller personerne har stjålet er ispinde fra fryseren.