Fortsæt til indhold

Indbrudstyvene slår til i efterårsmørket

Arkiv
Arkiv

Når de lyse timer bliver færre, bliver indbruddene i de danske hjem flere. Således er vinterhalvåret højsæson for indbrud. Særlig slemt ser det ud i oktober, november og december. Og skiftet fra sommer- til vinterhalvår sker brat med en oktober måned, der har 25 procent flere indbrud end september.
Der er stor forskel på antallet af lyse timer på et døgn, når der er flest og når der er færrest. Med et skel på over ti timer fra cirka 17,5 time i juni til 7 timer i december er forskellen til at føle på. Allerede i starten af oktober tæller dagen blot cirka 11 lyse timer, og i slutningen af november er dagen aftaget med yderligere tre timer. Det synes landets indbrudstyve i den grad at udnytte til at intensivere deres aktiviteter.
Ifølge nye tal fra Tryg, der har kigget tilbage på antallet af indbrud gennem de seneste fem år fra 2011 til og med 2015, begynder indbrudstyvene for alvor at røre på sig i oktober. Her bliver der begået hele 25 procent flere indbrud end i september samt 50 procent flere end i maj og juni, som er de to måneder på året, hvor der bliver begået færrest indbrud. Fra oktober til november stiger antallet af indbrud med yderligere 20 procent, inden det peaker i december.
“De fleste er godt klar over, at julemåneden er meget hårdt ramt. Men de færreste ved, at de skal være ekstra opmærksomme allerede fra oktober, som er den tredje mest indbrudsplagede måned på hele året, næstefter november og december,” fortæller Charlotte Gøttler, Forebyggelseschef hos Tryg.
“Vores tal viser i øvrigt, at november er næsten lige så udsat for indbrud som december. Forskellen er under tre procent over den femårige periode fra 2011 til 2015 - så frem med tænd og sluk-urene allerede nu,” fortsætter hun.