Fortsæt til indhold

Nyt samarbejde mellem SIF, FIA og idrætsforeningerne

Arkiv
Arkiv

To af de store idrætsorganisationer i Fredericia indleder en periode med masser af dialog og forhåbentlig gode forslag til initiativer på idrætsområdet i Fredericia. Dette sker da Casper Due Nielsen, idrætskonsulent i SIF, og John Risberg, uddannelseskonsulent i FIA vil kontakte de mange idrætsforeninger i Fredericia for at invitere sig selv på besøg.
Begge konsulenter håber, at de kommende besøg kan være med til at give nogle indspark til kommende initiativer:
"Klubbesøgene var på et nyligt bestyrelsesseminar i FIA et stort ønske fra bestyrelsen, da der de seneste år har været store forskelle i tilslutningen til vores uddannelser og kurser. Derfor vil vi i FIA meget gerne lave en kortlægning af uddannelsesbehovet blandt lederne i idrætsklubberne. Dette skal være med til at sikre, at vi holder fingeren på pulsen blandt de idrætsledere, som vi hele tiden ønsker at hjælpe med relevant uddannelse," siger John Risberg i en pressemeddelelse.
Tilsvarende er der hos SIF, et stort ønske om at komme ud til klubberne for at følge op på den nyligt vedtagne Kultur og Idrætspolitik i Fredericia Kommune.
"I forlængelse af den vedtagne Kultur- og Idrætspolitik, har vi i SIF et stort ønske om at få taget temperaturen på vores medlemsforeninger. Gennem klubbesøgene håber vi, både at få nogle eksempler på succesfulde tiltag i foreningerne, som andre vil kunne lære af, men også en dialog omkring de udfordringer, som klubberne oplever i deres hverdag, og som vi som idrætssamvirke måske kan være med til at afhjælpe," siger Casper Due Nielsen i pressemeddelelsen.
Klubbesøgene er som udgangspunkt tiltænkt som et indlæg på et bestyrelsesmøde i klubben, men der er også mulighed for at invitere andre ledere fra klubben med til mødet.
De to konsulenter vil i den kommende periode tage kontakt til klubberne, for at få lavet aftaler om klubbesøgene, men interesserede klubber kan allerede nu booke et møde ved at kontakte Casper på telefon 61 33 59 95.