Fortsæt til indhold

KAMPVALG I HVIDOVRE SOGN - Det oser af fornærmethed!...

Udmærket med demokrati, men ærgerligt at vi nu skal bruge ca. 100.000 kr, på noget der ellers var bred enighed om, siger formanden.

Arkiv
mads-

- Ud fra en demokratisk synsvinkel, er det jo udmærket at de ca. 7.000 borgere i vort sogn, kan få lejlighed at give deres besyv med, siger Susanne Holm-Hansen, der har været menighedsrådformand i en halv snes år. - Det er dog lidt ærgerligt, at sognet nu skal bruge ca. 100.000 kroner på en valghandling, hvor der ellers var bred enighed på opstillingsmødet med et mangfoldigt antal kandidater at vælge imellem. Det oser lidt for meget af fornærmethed. Så vidt avisen erfarer, deltog den nye listes spidskandidat, Rita Nielsen, ikke på opstillingsmødet, hvor hver enkelt kandidat præsenterede sig. Det er muligt, at det var årsagen til at hun ikke blev genvalgt til Fælleslisten? Siden 1988 har der i Hvidovre sogn været enighed og godt samvirke omkring denne Fællesliste, hovedsagelig bestående af repræsentanter bl.a. fra kirkelisten, socialdemokrater og konservative, uden at det partipolitiske har spillet en større rolle.

Kandidaterne:

Kandidaterne til det kommende valg i Hvidovre sogn er herefter: Liste 1 - Fælleslisten: Ulla Thorup Madsen, Susanne Holm-Hansen, Torben Olsen, Søren Duer, Klaus Liltorp, Jane Jensen, Irene Ishøy, Merete Norre, Kirsten Pedersen, Hanne Stegemüller, Karen Kornerup, Mette Holm-Hansen, Walther Jensen, Helen Blücher og Charlotte Arvesen. (Opstillet sideordnet). Liste 2 - “Dem de andre ikke vil lege med”: Rita Nielsen, Kirsten Ryom, Werner Henrik Hannibal, Irene Ingrid Falck Hannibal og Lise Kristine Krandorf. (Opstillet i prioriteret rækkefølge). Menighedsrådsvalget i Hvidovre sogn afholdes som nævnt tirsdag den 8. november fra kl. 9.00 til 20.00, og vil foregå i Magistergården på Hvidovre Kirkeplads. Der bliver udsendt valgkort til alle folkekirkemedlemmer i Hvidovre Sogn.