Fortsæt til indhold

Jyske Bank lukker filial i Padborg

Arkiv
Bs

Mandag den 21. november 2016 lukker Jyske Bank filialen i Padborg, og samler sine aktiviteter i Aabenraa.
Nuværende kunder i Jyske Bank, Padborg såvel privat-, erhverv- og Private Banking kunder, flyttes til bankens nuværende domicil i Aabenraa, beliggende Skrænten i Aabenraa.

Samtlige rådgivere fra Padborg fortsætter i Jyske Bank i Aabenraa, og kunderne følger som udgangspunkt deres nuværende rådgiver.
"I Padborg er de daglige transaktioner blevet færre i løbet af de seneste år, og kunderne bruger primært banken til rådgivning. Derfor har vi valgt at styrke rådgivningen med at lægge de to afdelinger sammen," fortæller Jyske Bank i en pressemeddelelse.
Tomas Kirk fortsætter som afdelingsdirektør for privatafdelingen. Og Tommy Schulz Puck fortsætter som afdelingsdirektør for Jyske Bank´s specialafdeling for Transport.

Afdelingsdirektørerne, Tomas Kirk og Tommy Schulz Puck forklarer:
”Efter sammenlægningen har vi i Aabenraa en slagkraftig Jyske Bank enhed med i alt 20 medarbejdere, der dækker kundebehovene både bredt og dybt. Vi er sikre på, at vi imødekommer langt de fleste kunders behov bedre ved at samle kompetencerne og styrke rådgivningen på én lokation med et endnu højere fagligt niveau”.
Kunderne i Padborg modtager breve med yderligere information i løbet af denne uge og bliver inviteret til åbent hus i Aabenraa, fredag, den 25. november 2016, kl. 15-17.