Fortsæt til indhold

Omlastningsplads plager naboer til grænsen

Endeløse dage med larmende lastbiler og støvskyer har belastet naboer til omlastningsplads på Risbjergvej 22

Arkiv
Arkiv

Det har betydet ekstrem stress, larm og ubehag for naboerne til grunden, der i langt tid ikke rigtig har følt, at nogen reagerede på deres henvendelser. - Det har stået på i meget, meget lang tid og til sidst kunne vi slet ikke overskue, hvad vi skulle gøre, fortæller Jette Hohler, der bor sammen med sin mand og sit nyfødte barn på Risbjergvej 24. Henvendelser til fjernvarmeselskabet eller Hvidovre Kommune, der ejer og udlejer grunden til byggearbejdet, virkede ikke rigtig, synes Jette Hohler. Jette Hohler, der var gravid i forsommeren og fødte sit barn for tidligt, måtte derfor bruge uendelige mængder af energi på at ringe og anmelde, når der igen var store lastbiler, der kørte i tomgang ganske tæt på hendes og ægtefællens hus. - De sagde, at de ville gøre alt for at dæmpe støjen, sprøjte vand på, så det ikke støvede, og samle arbejdet, men der skete bare ikke rigtig noget, siger hun.

Gennem hele sommeren har det larmet og støvet her.

Føltes som tortur

Jette Hohler understreger, at hun blev mødt af venlige kommunale medarbejdere, når hun ringede, men at de ofte ikke kunne gøre noget eller vidste, hvem der kunne gøre noget. - Vi var så lasede, så det føltes som totur, fortæller Jette Hohler. Hvidovre Avis har været i kontakt med Hvidovre Kommune, der bekræfter, at der formentlig har været meget larm og støj i området, men at der nu er sat begrænsninger for, hvor meget der må omlastes på grunden. Også EBO Consult, der er bygherre og rådgiver på fjernvarmeetableringen, meddeler, at der nok har været for meget støj i området i forbindelse med omlastning. - Vi har også skønnet, at det har været i overkanten, så nu er det aftalt, at den kontinuerte jordkørsel på pladsen ophører. Og det er aftalt, at vi bliver nødt til at have store containere stående i nærheden af hvor arbejdet foregår, og at de så læsses der, siger Torsten Schmidt, der er projektleder hos EBO Consult. Han understreger imidlertid, at den løsning heller ikke er uproblematisk, fordi der så vil være endnu flere, der bliver berørt af larm og støv. Har man som beboer klager over udførslen af arbejdet med etablering af fjernvarme i området er det EBO Consult man skal kontakte. Torsten Schmidt kan kontaktes på sin mail: tas@ebo.dk Udbygningen af fjernvarmen i området forventes endeligt færdiggjort omkring april 2017.