Fortsæt til indhold

Fighters i arbejdstøjet

Hvidovre Fighters fører 1. division men der er hård kamp om pladsen især fredag aften kl. 20 hvor Amager kommer på besøg

Arkiv
sport@hvidovreavis.dk

Hvidovre Fighters har ikke været i kamp i halvanden uges tid, siden opgøret i Gladsaxe måtte afbrydes på grund af problemer med isen. Den kamp står nu til at skulle genoptages ved stillingen 3-2 til Gladsaxe og lidt under én periode tilbage. Hvornår det sker, er stadig uklart. Klubberne sætter sig snarest muligt ned og finder datoer, der kan komme i spil. Inden det kommer så langt, gælder det de nævnte opgør i ugens løb, og dem ses der frem til i klubben. - Vi glæder os til at møde Rungsted, der ser stærkere ud i år, end de har gjort længe, udtaler Jesper Kristoffersen fra hockeyklubben. - De har fået mere bredde på førsteholdet og det smitter naturligvis af på reserverne, der gør det godt. Det bliver en svær kamp i Hørsholm, men vi sigter efter tre point, som vi trods alt også er favoritter til at få med os. Kunsten er så at leve op til den værdighed, og det har vi hidtil i sæsonen evnet. Fredag er vi endelig på hjemmebane igen, og det ser vi frem til. Vi møder Amager Islanders, der satser stort i denne sæson, og blandt andre råder over to rigtige Hvidovre-drenge på holdet i skikkelse af Anders og Steffen Schultz. Det er i vores optik rækkens to bedste hold, der mødes, og fremmødte tilskuere får et brag af en forestilling... Hvilket af de to hold, der ender med at erhverve sig håneretten for en stund, kan ved selvsyn konstateres, når første puck smides klokken 20.00 i Allan Villadsen Ishockey Arena på fredag aften.