Fortsæt til indhold

Velfærd eller skattelettelser?

- Socialdemokraterne kunne have valgt rødt i stedet for blåt, mener Enhedslistens Mogens Leo Hansen

Arkiv
Ole A Sørensen

Det følger en lang række af år med besparelser på velfærden, samtidig med at Hvidovres befolkning forøges, så der burde være tale om en stigning af udgifterne i stedet. Enhedslisten er ikke med i dette års budgetforlig. Og hvorfor ikke? Det forklarer Mogens Leo Hansen(Ø) her: - Besparelserne forsvares med at vi skal have et budget i balance. Og da vi har mistet en hel del i tilskud er det nødvendigt at spare! Men i Hvidovre kommune har vi siden 2013 sat skatten ned med knapt 30 mil. kr. og en normalisering af skatten ville kunne sikre balancen uden besparelser. Særligt nedsættelsen af grundskylden med ½ promille sidste år var dyr. Den kom ikke Hvidovres borgere til gode da regeringen aflyste grundskyldsstigningerne, men besparelsen på kommunens budget fik vi alligevel.

Børn vokser op i fattigdom

- Skattelettelserne i budgettet for de tidligere år blev forsvaret med "at vi har alligevel ikke lov at bruge pengene, så de kan lige så godt komme borgerne til gode". Men nu hvor vi har brug for pengene til faktisk at kunne nå op på serviceloftet, bliver der sagt nej fra forligspartierne til at alle Hvidovre borgere kan bidrage (vil betyde ca. 100 kr. om måneden pr. voksen borger) og i stedet laver man en særskat (takstforhøjelse) på børnefamilierne. Budgettet er denne gang særligt vendt imod børnefamilierne, og rammer især de familier der i forvejen er hårdt ramt af kontanthjælpsloftet, 225 timers reglen og integrationsydelsen. Budgettet er derfor med til at de børn, der nu skal vokse op i fattigdom, bliver endnu fattigere. Det vil vi ikke være med til i Enhedslisten. Der er eksempelvis takstforhøjelser på SFO-ordningen og på klubberne. Det vil betyde, at der vil være familier, der ikke længere har råd til, at børnene fortsat går der. Særligt nu, hvor børnenes fripladser indregnes i kontanthjælpsloftet, vil det ramme hårdt.

Utilfreds med processen

- Det samme gælder for afskaffelse af tilskuddet til madordningen til vuggestuer og børnehaver. Det vil også ramme de svageste familier hårdest. Det vil være et spørgsmål om de fattigste familier stadig har råd til at deltage, og derved vil hele ordningen komme i fare. Også fripladser i daginstitutioner regnes med i kontanthjælpsloftet, men det gør tilskuddet til madordningen ikke - så også her rammer besparelserne asocialt skævt. - Endelig er der hele processen omkring hvordan budgetforliget er blevet til. På kommunalbestyrelsens budgetseminar fremsatte A og O et forslag de var blevet enige om bag lukkede døre. Derefter indbød de andre af kommunalbestyrelsens partier til at indgå i drøftelser om små ændringer, men retningen - besparelser lå fast. Særlig på børneområdet. Derfor valgte vi ikke at deltage i disse drøftelser. Vi vil til sidst gøre opmærksom på at socialdemokraterne har et valg i hvilke samarbejdspartnere de vælger. Der vil kunne skabes et flertal uden om nedskæringspolitikken, i stedet for at fortsætte den hovedløse barbering af velfærden. Vælg Rødt i stedet for blåt, slutter Mogens Leo Hansen.