Hold tyven fra døren
Vinterhalvåret med sine mørke timer er højsæson for indbrud
Efterårsmørket har vist sig, og timerne bliver langsomt mørkere og mørkere. Når de lyse timer bliver færre, så bliver indbrudene samtidig flere. Allerede i oktober får danskerne 25 procent flere besøg af indbrudstyve, end de gjorde i september. Det kan der gøres noget ved. Fyns Politi og stopindbrud.dk har flere gode råd til, hvordan du sikrer dit hus bedst muligt mod indbrudstyve.
Flemming Hansen, politiassistent ved Forebyggelse Fyn, har flere gode råd til, hvordan man holder tyven ude. Noget af det bedste er at få tyven til at tro, at der er nogen hjemme. Et samarbejde med naboen er også en rigtig god idé.
“Det handler om forandring. Man kan f.eks. få naboen til at fylde skraldespanden, hænge vasketøj ud eller sætte en bil i carporten”, fortæller Flemming Hansen.
Gode råd når du er væk
Først og fremmest skal døre og vinduer låses. En god idé er også at sørge for, at alle døre låses med nøgle både udefra og indefra. Tyven søger nemlig efter flugtveje, hvis familien i huset skulle komme hjem. Med døre som skal låses op med nøgle indefra, kan de ikke komme denne vej ud.
Når man tager afsted fra sit hjem, skal man ikke rode alt for meget op. Ved at lade legetøj, ugeblade eller en kop stå udenfor, så tror indbrudstyvene ofte, at der er nogen hjemme. Et andet godt råd er at få udendørslamper med bevægelsessensor. Dette skræmmer indbrudstyven. Et trick, som flere bruger for at gøre huset beboeligt, er at lade lyset brænde uafbrudt i hjemmet, mens de er væk, men Flemming Hansen kommer med et andet godt råd i stedet for:
“Det med at lade lamperne være tændt, det lurer indbrudstyvene, da de holder øje med huset i flere timer eller dage. I stedet kan man få et tænd og sluk ur til sin lampe, så det ikke brænder hele tiden”.
Fjern værdigenstande fra vinduet
På stopindbrud.dk er der flere gode råd til, hvordan du holder tyven væk fra værdigenstandene i hjemmet. Pas f.eks. på med at lade PH-lampen stå fremme i vindueskarmen, når du er væk. Værdigenstande bør placeres, så de ikke er synlige fra vinduerne.
Et sidste godt råd, som mange har gjort brug af, er at lade menneskets bedste ven komme ind i huset.
“En stor arrig vagthund er også god. Det er noget, som indbrudstyvene lægger mærke til”, siger Flemming Hansen.