Fortsæt til indhold

Formand for Ældresagen advarer mod ændring af Motionscenter

Thomas Thomsen mener, det er en fundamental misforståelse at bruge frivillige til undervisning i Hvidovre Motionscenter

Arkiv
Arkiv

Hvidovre Avis har mødt ham i Hvidovre Motionscenter, hvor han ikke kommer som bruger, men hvor han ved, at rigtig mange af Ældresagens medlemmer har deres gang. - Jeg dyrker motion på en anden måde, men det kan være, at jeg begynder her, når jeg stopper som formand for Ældresagen, siger han med et smil. Thomas Thomsen har ikke sat en dato for, hvornår han stopper som formand, og han ved heller ikke, om det rent faktisk bliver en mulighed for ham at få kvalificeret træning i lokalerne med budgetforligets planer om at ændre på Hvidovre Motionscenter. Men han er i Hvidovre Motionscenter, fordi han gerne vil fortælle Hvidovre Avis om, hvad han synes om de førnævnte planer. - Når nu man har sådan et sted som Hvidovre Motionscenter, så er det klart, at det er for en speciel gruppe af borgere. Det er et sted, hvor man får dyrket den gode motion, og hvor man sidder og hygger sig og kommer hjemmefra, så der sker noget i dagligdagen, siger han. Selv løber Thomas Thomsen, men han er ikke et sekund i tvivl om, at fællesskabet er afgørende, hvis man står i en situation, hvor kroppen er slidt og sindet måske ensomt - som det efter hans vurdering er hos rigtig mange ældre. Op mod 50 % af de ældre føler sig ensomme, vurderer han, og han står uforstående overfor den politiske beslutning, der fastholdes af budgetforligskredsen. - Der kan slet ikke være nogen tvivl om, at det er meget afgørende for ældre mennesker, at man har sådan et tilbud, som det her. Det adskiller sig i øvrigt meget fra de almindelige fitnesscentre, der har et helt andet publikum. Det er en helt anden vare, man får her, siger han. Thomas Thomsen undrer sig dermed over argumentation om, at brugerne kan finde det samme i de almindelige motionscentre.

Ikke gøres af frivillige

Ligeledes undrer han sig over, at man i udspillet om ændringen af motionscentret mener, at opgaven kan løftes af frivillige. - Hvis frivillige kan bruges til det her, så kan en frivillig jo også overtage et lønnet job, så jeg mener slet ikke, at frivillige skal bruges til sådan en opgave, siger han og tilføjer. - Frivillige skal bruges til det vi kalder kan-opgaver. For vi skal da ikke ud og tage job fra andre. Frivillige kan da ikke undervise i den forstand, at vi da ikke får nogen med viden om træning til at undervise, uden at de får løn for det, siger han. Thomas Thomsen understreger endvidere, at han som livslang sportsudøver selv har et indgående kendskab til, at der ganske hurtigt kan opstå skader, hvis der ikke er kvalificeret rådgivning til træningen. - Jeg har selv gået i et motionscenter, og der kan ikke være nogen tvivl om, at man hurtigt kan ødelægge scener og muskler. Så jeg vil vove at påstå, at det hurtigt kan komme til at koste mere i skader, end det koster at bevare motionscentret, siger han. Derfor mener formanden for Ældresagen ikke, at frivillige kan overtage rådgivning og undervisning af brugerne i motionscentret. - Det er en fundamental misforståelse at tro, at frivillige kan bruges til det, siger Thomas Thomsen. Han tilføjer, at der efter hans mening er ganske stor risiko for, at det sparrede beløb på ændringen af motionscentret hurtigt er tabt. - Der skal ikke ske mange fejltrin heroppe før den ene million er brugt på hjemmehjælp og hospitalsindlæggelse, så jeg mener, at det vil blive en meget dyrt sparet million, siger han.