Fortsæt til indhold

Stafetten skifter ud

”Stafet For Livet” Hvidovre søger nye frivillige, herunder ny formand, på informationsmøde mandag den 31. oktober

Arkiv
Arkiv

Stafetten står nu overfor en udskiftning i Styregruppen, så Hvidovres borgere får nu mulighed for at blive en del af dette fantastiske arrangement. - Det har været et utrolig spændende projekt at være formand for, fortæller Jesper Hesselholdt. - Stafetten har jo et fantastisk formål, som man kun kan blive glad af at støtte op om. Og vi har haft rigtig mange engagerede frivillige, som har givet den en skalle inden for de forskellige planlægningsområder. - Det er jo så fantastisk, at vi både skal finde en ny formand, som kan holde overblikket og sikre, at alle arbejdsgrupperne arbejder i samme retning. Og så skal vi finde tovholdere for arbejdsgrupper, som arbejder med helt specifikke områder som f.eks. mad, logistik, sponsor m.v. Så der er noget for enhver smag. Erfaringerne fra de to afholdte stafetter danner baggrund for planlægningen af stafetten i 2017, og arbejdet skal snart i gang. Derfor indkalder stafetten til informationsmøde mandag den 31. oktober kl. 19.00 i Bibliotekscafeen. Her skal der gerne udpeges en ny formand samt tovholdere for nogle af de arbejdsgrupper, som stafetten udgøres af. En del af den tidligere styregruppe fortsætter arbejdet, men der skal bruges flere nye frivillige. - Heldigvis fortsætter en del af Styregruppen, så de gode erfaringer ikke går tabt. Selv tilbyder jeg også at fortsætte arbejdet i én af arbejdsgrupperne. Ligeledes tilbyder jeg også den nye formand at være sparringspartner hele det første år, men jeg deltager ikke i Styregruppen, slutter Jesper Hesselholdt. Stafetten er de sidste to år afholdt i første weekend af september, men det er den nye Styregruppe, der afgør tid og sted for næste års stafet. Alle interesserede opfordres til at deltage i informationsmødet mandag den 31. oktober i Bibliotekscafeen, hvor der serveres kaffe og kage.