Fortsæt til indhold

Kram en ko og bag et brød

Arkiv
Arkiv

Der er mulighed for både at se kokrammeri og finde ud af, hvordan brød bagt på gamle kornsorter smager, når landmandsparret Marije og Jan Jacobsen byder inden for på deres gård Hvendslund onsdag 9. november klokken 10 til 12.
Baggrunden er at parret er en del af projektet ”Veje til Vækst”, som landbrugets videnscenter SEGES står bag. Det har som mål at hjælpe landmænd der gerne vil gå nye veje inden for landbruget. Seks landmænd har for et dommerpanel præsenteret deres idé til projekter, som kunne være deres nye vej til vækst.
To af deltagerne er Marije Jacobsen fra landbrugetHvendslund ved Årre og Jens Erik Pust fra Gyldenlund ved Give. Marije Jacobsen, der sammen med sin mand Jan Jacobsen, driver en mælkeproduktion med 140 køer drømmer om at åbne sin bedrift for alle, som vil opleve livet på en kvæggård med alt, hvad der til hører af leg og oplevelser - herunder at kramme en ko og eventuelt overnatte i halm i en kalvehytte. Om selve ko-krammeriet siger
Marije til Landbrugsavisen:
"Vi mennesker stresser alt for meget - det skal vi holde op med. Hvis man er tæt på en ko, der hviler og tygger drøv, og man mærker dyrets rolige åndedrag, så stresser man af. Koens puls er langsommere puls end vores, og det har den effekt, at man kommer ned i gear".
Ifølge Marije er ko-krammeri allerede et kendt begreb i Holland, som hun stammer fra.
Også Jens Erik Pust, der er planteavler, har en drøm om en anderledes produktion, nemlig at dyrke de gamle nordiske kornarter, male kornet på en stenkværn og sælge melet direkte til forbrugerne. I år er der således høstet spelt, ølandshvede, svedjerug, purpurhvede samt de mere fremmede arter quinoa og boghvede på omkring 15 hektar ud af de cirka 50 hektar, som han driver ved Give.
Onsdag den 9. november er der altså mulighed for at høre mere om begge projekter når der holdes Åbent Hus på Hvendslund,
Fåborgvej 93, Årre. Her deltager også Jens Erik Pust med mel af gamle kornsorter.