Fortsæt til indhold

Vinterbaderne vil låne knap halv mio. rentefrit

Kommunalbestyrelsen skal nu tage stilling til, om foreningen kan låne pengene af Hvidovre Kommune

Arkiv
key

Foreningen fik tilbage i november 2015 bevilget et økonomisk tilskud af Hvidovre Kommune på 250.000 kr. De resterende 150.000 kr. ville foreningen selv skaffe. Sidenhen har det imidlertid vist sig, at de 400.000 kr. slet ikke forslog til projektet og foreningen har nu selv samlet knap 800.000 kr. ind. - Hvidovre Vinterbadere har via henvendelse til forvaltningen (Hvidovre Kommune, red.) gjort opmærksom på, at projektets budgetramme er blevet væsentligt udvidet siden den oprindelige projektansøgning i 2015. Således lyder den samlede budgetramme nu på 1.235.500 kr., altså 835.500 kr. mere end oprindeligt budgetteret.

Saunabåden er endnu ikke færdiggjort.

Overrasket over bundforhold

Den markante fordyrelse skyldes i følge foreningen, at især bundforholdene overraskede, og det har gjort at vinterbadernes bro og ponton skal anlægges længere ude i Kalveboderne. Dertil er det nødvendigt at etablere en bølgebryder. Ydermere har det ikke været muligt at få den forventede hjælp fra Teknisk Skole til udførelsen af faciliteterne og selve byggearbejdet er derfor også blevet væsentligt fordyret. - Bundforholdene viste sig, at være elendige tættere ved molen og vandet skal samtidig have en ordentlig dybde til badning. Samtaler med erfarne kræfter fra Havnen affødte et behov for at forbedre bølgebryderne, således bliver vores adgangsbro og anlægget i sin helhed bølgebryder og derved en væsentlig forbedring til glæde for hele havnen og særligt de yderste udsatte bådepladser, skriver og argumenterer formand Peter Dyrlund Smith for Hvidovre Vinterbadere i den ansøgning, som er tilsendt Hvidovre Kommune. Vinterbadernes saunabåd, som endnu ikke er færdiggjort havde byggestart den 1. september og formanden og øvrige medlemmer af bestyrelsen påpeger, at de færdige faciliteter dels er på vej, dels vil være med til at rigtig mange melder sig ind i den lokale vinterbaderforening. - Desuden har vi en tro på, at rigtig mange vil melde sig ind, når faciliteterne er på plads, eksempelvis er der 500 medlemmer i Sluseholmen, skriver Peter Dyrlund Smith. Og medlem af foreningens bestyrelse, Preben Jacobsen er fortrøstningsfuld i forhold til foreningens fremtidige faciliteter: - Saunaen er endnu ikke klar, vi mangler økonomiske midler til færdiggørelsen, men der er lys forude, så ..... , skriver medlem af Hvidovre Vinterbaderes bestyrelse Preben Jacobsen på foreningens hjemmeside.

Flertal foreløbigt sagt ja

Hvorvidt kommunalbestyrelsen beslutter, at foreningen kan låne 450.000 kr. til den endelige færdiggørelse af projektet besluttes på kommunalbestyrelsesmødet tirsdag. Foreløbig har sagen været behandlet i Kultur- og Fritidsudvalget, hvor Socialdemokraterne og SF stemte for mens Hvidovrelisten og DF afventede stillingtagen. I økonomiudvalget stemte yderligere Enhedslisten, Konservative og Karl-Erik Høholt Jensen for at foreningen kunne låne de 450.000 kr. af Hvidovre Kommune, mens DF fortsat afventede stillingtagen. Det koster 1.000 kr. at melde sig ind hos Hvidovre Vinterbadere. Heraf er 500 kr. indmeldelsesgebyr og 500 kr. kontingent. På Hvidovre Vinterbaderes Facebook-side kan man læse, at foreningen pt. har 144 medlemmer, hvoraf 114 er fra Hvidovre.