Fortsæt til indhold

Ingen grund til bekymring

Dansk Olieselskab bryder tavsheden og kommenterer på utrygheden

Arkiv
Peter Friis Autzen

?Der er ingen grund til bekymring over Dansk Olieselskabs overtagelse af Shell med blandt andet raffinaderi og gasterminal i Fredericia. Det siger det nystiftede selskabs direktør, Lars Clausen.
Siden Lokalavisen Fredericia 11.oktober skrev om det nystiftede selskab, bagmændenes tidligere konkurser og lokale politikeres utryghed, har selskabet forholdt sig tavst. Imens har utrygheden afstedkommet ministerspørgsmål i Folketinget og nu også et møde mellem selskabet, kommunen og Region Syddanmark.
Nu bryder Dansk Olieselskab tavsheden.
Lars Clausen kan godt sætte sig ind i, at Dansk Olieselskabs overtagelse af Dansk Shell udløser bekymring for både sikkerhed og miljø.
“Det ligger ligesom i tidsånden at være bekymret. Men det er meget svært for mig at forstå, at en seriøs avis som jer er medvirkende til at skabe den nervøsitet,” siger han til Lokalavisen.
Lars Clausen forsikrer, at Dansk Olieselskab fører raffinaderiet og resten af Shell videre med de samme ansatte, samme forpligtelser og samme hensyn som hidtil.
“Vi kører business as usual. Ingen kommer til at mærke en forskel. Det er i hvert fald vores intention,” siger han.

Investorer vil ikke stå frem

Lars Clausen oplyser, at han i onsdags var til møde med Fredericia Kommune og Region Syddanmark for at følge op på den debat, Lokalavisens artikler om Shell-salget har udløst.
Hvem er de investorer, der står bag jer?

“Der er en række finansielle investorer, der synes at det her er interessant at være med i. Men som ikke føler noget behov for at stå frem,” siger Lars Clausen, som afviser risikoen for, at Dansk Olieselskab går konkurs.
Selskabets hidtidige tavshed skyldes ifølge Lars Clausen en række juridiske og kontrakt-detaljer.
"På grund af konkurrencemyndigheds godkendelses-processer og det, der hedder gun-jumping, har vi ikke kunnet sige mere. Det har Shell og vi taget meget alvorligt," siger han.
Lars Clausen forventer, at alle myndigheder godkender handelen i løbet af kort tid. Og han glæder sig til at komme i gang.
"Jeg er glad for at stå i spidsen for det her," siger manden, der har mange års erfaring fra blandet ledelse i Shell.

Lars Clausen er direktør i det nystiftede Dansk Olieselskab.