Hvidovre kan få VM i curling for kvinder i 2019
Esbjerg har trukket sig fra værtsskabet og Dansk Curling Forbund har nu spurgt om Hvidovre er interesseret i at afholde begivenheden
Esbjerg skulle oprindeligt danne ramme om arrangementet men har trukket sig fra værtskabet, da byggeriet af de krævede faciliteter sandsynligvis ikke kan nå at blive færdig til tiden. Dansk Curling Forbund har derfor rettet henvendelse til Hvidovre Curling Club med henblik på afholdelse af arrangementet i Hvidovre, da klubben traditionelt er en af landets stærkeste eliteklubber. Og Hvidovre har gode faciliteter samt en geografisk placering, der er velegnet til afholdelse af et stort event som VM. Sammen med interesseorganisationenSport Event Denmark har Dansk Curling Forbund og Hvidovre Curling Club derfor søgt kommunen om godkendelse til, at der ansøges om værtskab til afholdelse af arrangementet hos World Curling Federation (WCF) samt at Hvidovre Kommune samtidig medfinansierer arrangementet og stiller relevante lokaler og faciliteter til rådighed under arrangementet.
Lokale- og facilitetsbehov
Der deltager 12 hold med hver fem deltagere. Herudover forventes deltagelse af ledere, trænere, officials, pressefolk og medarbejdere fra WCF - i alt omkring 150 udlændinge i 10 dage samt et ukendt antal udenlandske tilskuere. Ved VM i Esbjerg i 2011 deltog godt 300 udenlandske tilskuere. Arrangementet tænkes afholdt i Frihedens Idrætscenter. Konkurrencerne skal finde sted i skøjtehallen, træning og publikumsaktiviteter i curlinghallen, mens en række øvrige lokaler skal bruges til administration, omklædning, pressecenter, tv-crew, anti-doping, bespisning, frivillig-lounge og hvad der ellers måtte være brug for. Det er en betingelse for afholdelse af VM, at alle eksisterende reklamer i de anvendte faciliteter tildækkes, da WCF har eneret til salg af reklamer under arrangementet. Dog vil både Sport Event Denmark og Hvidovre Kommunes logo blive synlige på både is samt opsatte reklamer. Da isen i skøjtehallen skal klargøres til konkurrenceafholdelse inden arrangementets start, er det nødvendigt at Dansk Curling Forbund kan disponere over hallen i sammenlagt 14 dage. Det vil derfor blive nødvendigt at flytte Hvidovre Ishockey Klubs træning og kampafvikling til træningshallen .
Organisering
Arrangementet organiseres med en ansat projektleder og en økonomiansvarlig styregruppe bestående af repræsentanter fra Dansk Curling Forbund, Sport Event Denmark, Hvidovre curling Club og Hvidovre Kommune. Den praktiske afvikling af arrangementet varetages af Hvidovre Curling Club og en række frivillige. Arrangementet forventes at blive dækket af tv-stationen Eurosport og vil ligeledes blive streamet på WCFs hjemmeside. Arrangementet vil blive markedsført til et udenlandsk publikum med tilbud om pakkeløsninger med hotel og entre. Dette var en succes ved VM i både 2011 og 2015 med besøgende gæster fra især Canada, Kina, Tyskland, Norge, Sverige og Skotland. I Danmark nyder de danske curlere generelt god opmærksomhed i medierne i forbindelse med internationale mesterskaber og der forventes derfor nyhedsdækning fra både landsdækkende og regionale tv-kanaler. WCF er til stede på mange sociale medieplatforme, og der vil blandt de danske arrangører og WCF blive arbejdet på at skabe opmærksomhed om mesterskaberne på både sociale og digitale medieplatforme. Hvidovre Kommune vil som partner på eventet blive eksponeret med logo og andet på de platforme, som indgår i aftalen med WCF. Det vil gælde skriftligt og digitalt, på tv og i arenaen generelt. Værtsbyen vil blive præsenteret som “Hvidovre, Copenhagen”. Hvidovre kommunes erhvervsliv tænkes inddraget i arrangementet på relevante måder, eksempelvis gennem sponsorater og netværksmøder Det samlede budget beløber sig til 5.750.000kr. Hvidovre Kommune ansøges om et økonomisk tilskud på 1,5 mio. kr. Sport Event Denmark bidrager med et kontanttilskud, som modsvarer kommunens kontantbidrag samt lejeværdien af faciliteter og lokaler, der anslås til ca. 400.000 kr. - altså et minimums tilskud på samlet 1,9 mio. kr. På baggrund af de forventede besøg fra udenlandske deltagere, estimeres den udenlandske turismeomsætning til omkring 2,2 mio. kr. - eksklusiv omsætning fra tilskuere. Der er tale om et rammebudget, som baserer sig på regnskabet for VM 2011, der blev afviklet i Esbjerg. Økonomien styres af den økonomiansvarlige styregruppe, men den økonomiske risiko ligger alene hos Dansk Curling Forbund. Kultur- og Fritidsudvalget havde sagen på sin dagsorden mandag aften efter avisens deadline.oas