Team Lander til junior B-VM
Hvidovre Curling Clubs juniorpiger er danske mestre
I weekenden 1. og 2. oktober 2016 spillede holdet indledende kampe om Danmarksmesterskabet og med to sejre og et nederlag, kvalificeret holdet sig direkte til finalen, som blev spillet i Esbjerg Curling Club den 15. og 16. oktober. Her stod finalen mellem juniorpigerne fra Hvidovre Curling Club og juniorpigerne fra Taarnby Curling Club. Finalen skulle spilles som bedst af tre kampe, med tokampe lørdag den 15. oktober og en eventuel 3. og afgørende kamp søndag d. 16. oktober. I løbet af første finalekamp kom Hvidovrepigerne hurtigt foran 8-2, men Taarnby pigerne kom stærkt tilbage, inden Hvidovre fik lukket kampen med nogle flotte sten til slutresultat 10-8. Anden finalekamp blev en spændende affære. Taarnby pigerne førte ved pausen 5-1, men efter pausen fik Hvidovre pigerne løftet deres spil betragteligt. Efter en spændende 10. og sidste ende endte kampen 7-5 til Team Lander, som dermed blev Danmarksmester i junior curling 2016. Holdet skal nu repræsentere Danmark ved junior B-VM, som afholdes i Østersund i Sverige fra 3. januar - 10. januar 2017, og har deltagelse af 21 junior pigehold. Her skal holdet forsøge at blive blandt de tre bedste hold, som kvalificerer sig til A-VM, som afholdes i Syd-Korea i februar 2017. Til B-VM er holdet kommet i pulje med juniorhold fra Australien, New Zealand, Kina, England, Tyskland og Slovakiet. Som forberedelse til B-VM, skal holdet spille en stærk besat turnering i Skotland i december 2016.