Med Pulsen kommer unge ud af misbruget
Kommunens behandlings- og rådgivningstilbud har succes med at få unge ud af problemer med alkohol, hash og stoffer og ind i beskæftigelse.
Rådgivningen er åben for teenagere og unge op til 25 år, som typisk har problemer med alkohol, hash eller feststoffer, og de unge henvender sig frivilligt for at få hjælp til at blive misbruget kvit, Fællesnæveren for alle er, at de har udfordringer i hverdagen på grund af deres misbrug.
Målet motiverer
Hos Pulsen får den unge både individuelle samtaler og deltager i andre fællesaktiviteter, ligesom der bliver udarbejdet en behandlingsplan, som tager udgangspunkt i den unges eget ønske om forandring og et mål for fremtiden. Vi hjælper den unge med at sætte et personligt mål, det kan være at begynde på en uddannelse eller færdiggøre den de er i gang med, det kan også være at tage et kørekort. For at nå de mål, betyder det at de skal blive stoffri. På den måde er målet en motiverende faktor igennem hele behandlingsforløbet, og det at blive stoffri er blot midlet til målet, fortæller behandler Mian Nørhave Hansen. En del af behandlingen kan også være at hjælpe den unge med at udvikle selvstændighed til at klare praktiske ting, som at komme op om morgenen, deltage i møder og lignende. Mange bliver også hjulpet i gang med fitness-træning og bliver behandlet med øre- akupunktur for at afhjælpe abstinenser. - Vi har et godt samarbejde med uu-vejledere, rusmiddelkonsulenter, familierådgivere,sundhedsplejersker, skoler og jobcenter, og derfor går det hurtigt med at igangsætte de tiltag, den unge efterspørger, som f.eks. at komme i gang med en uddannelse. Den korte behandlingstid er med til at gøre, at den unge ikke når at miste motivationen i processen, forklarer Heidi Larsen, som er daglig leder af Pulsen. Forældrene bliver også inddraget i den unges behandling, og der er jævnligt gruppeforløb, hvor forældrene kan dele erfaringer og få mere information om både stoffer og ungdomskultur. Her bliver de også præsenteret for redskaber, som kan bruges i snakken med deres teenager. Pulsens lokaler ligger i Blytækkerporten, og stedet er kendetegnet ved rummelighed og fællesskab - Det er vigtigt, at de unge ikke skal rejse langt for at gå til behandling og at de trives i Pulsens fysiske rammer, siger Heidi Larsen og fortsætter: - Og mange kommer ofte lidt før behandlingen og bliver gerne lidt længere bagefter. Så vi oplever, at de unge er glade og føler sig hørt. Pulsen tilbyder anonym rådgivning af op til fem samtaler til både unge og forældre. I fremtiden vil de gerne udvide tilbuddet med en chatfunktion til kontakt og rådgivning. Chatfunktionen vil især henvende sig til de unge der ønsker at være anonyme. Du kan læse mere på pulsen.hvidovre.dk