Man har et standpunkt til man ta’r et nyt - på velbelyst grundlag
Beslutningen omkring Hvidovre Motionscenter bør genovervejes, inden det er for sent, fastslår BENT AAREBO PEDERSEN:
Artiklerne i Hvidovre Avis de sidste par uger, og vel især interviewet med lederen af Motionscentret Susanne Nielsen, har vist overrasket rigtig mange med, hvilke muligheder, der er for øgning af kondi, velvære, trivsel og samvær. Godt markedsføringsgrundlag for en øget fremgang for motionscentret.
Beslutningen - ikke holdbar!
I stedet for den besluttede omlægning, som næppe er holdbar på sigt, bør Hvidovre Motionscenter stærke position og erfaringer blandt og for ældre udvikles til en forkantposition på Vestegnen til et fyrtårn for Hvidovre. Det kan jo være et nyt standpunkt at genoverveje for byrådet, inden det er for sent. Det kan lidt tal som baggrund måske bevirke: Lige nu er der 12.000 over 60 år i Hvidovre. Om 14 år i 2030 viser prognoserne 14.200 - henved 25 % af antallet af borgere på 58.000 - 1/3 af vælgerne. Over de næste 14 år bliver vi 5.500 flere i Hvidovre heraf 2.200 over 60 år ( =40 % af stigningen). Lige nu er der 2.300 over 80 år, om 14 år 3.200 (900 flere). Med bedre konti og trivsel måske over 1.000 flere. I dag er der i Danmark 90.000 borgere med en demenssygdom i større eller mindre grad. Med 1 % af landets befolkning i Hvidovre, så har vi i Hvidovre omkring 900 med demens i større eller mindre grad. Af de 12.000 over 60 år er der sikkert mange hundrede plaget af gigt. Dertil er der i Hvidovre vist omkring 3.200 med KOL. Hvidovre Kommune bør politisk være på forkant med en ældreøkonomisk indsats til styrkelse de ældres hverdag, velbefindende og velfærd. Det kan en udvidet satsning på Hvidovre Motionscenter som et fyrtårn bl.a. med særligt tilrettede hold medvirkede rigtig godt til. Det medvirker det gode samarbejde mellem kommunen og Ældrerådet også til bl.a. på de seneste med den store opmærksomhed omkring demens.
I må sadle om!
Kære politikere! Man har et standpunkt til man på velbelyst grundlag tager et nyt. Underminer ikke den store indsats, der gøres i mange pensionistforeninger, i Ældresagen og i Ældrerådet. Det er I godt på vej til. Tøv ikke. Skab grundlaget for, at Hvidovre Motionscenter kan blive et fyrtårn for Hvidovre på Vestegnen til gavn for økonomi og velvære både hos tusindvis af ældre og for kommunens økonomi. Hvorfor ikke sadle om i tide? Dertil er 12-14.000 over 60 år 25% af antallet af borgere og 33% af vælgermassen. Ikke uden betydning ved kommunevalget til næste år. En omgørelse af den nu valgte beslutning omkring Hvidovre Motionscenter kan ikke undgå at blive et stort tema under valgkampen. De ældre kan blive ret afgørende for, hvordan det politiske billede kommer til at se ud til næste år. Det gælder både i Hvidovre som i mange andre kommuner. Ikke en trussel men en magtposition, som det partimæssigt kan være fristende at satse på i afgørende sager