Attraktiv fremtidsmusik
For ti dage siden kunne man på Transport- og Bygningsministeriets hjemmeside læse en nyhed om, at der var indgået en aftale om anlæg af Ny Ellebjerg metrostation under jorden. I 2014 blev der indgået en principaftale om at anlægge og finansiere en metrolinje til Ny Ellebjerg Station via Sydhavn. Ny Ellebjerg Station bliver dermed et væsentligt knudepunkt for den kollektive trafik i hovedstadsområdet, hvor der vil være mulighed for omstigning mellem metro, S-tog og fjerntog. Den tidligere aftale fra 2014 forudsatte, at Ny Ellebjerg metrostation anlægges på terræn, men Københavns og Frederiksberg Kommuner samt staten har i længere tid arbejdet på at finde en model for at finansiere anlægget af Ny Ellebjerg metrostation under jorden. Og denne nye model kan få særdeles stor betydning for Hvidovre. Metroen og en underjordisk station bliver nu en realitet ved Ny Ellebjerg station, lige i Hvidovres baghave og tæt på kommunegrænsen. Det ligger derfor lige til højrebenet at forlænge metroen til Hvidovre Hospital. Allerede nu er der hver dag voldsom trafik til og fra hospitalet og efter den kommende udvidelse vil næsten 10.000 patienter, pårørende og ansatte hver eneste dag skulle til og fra hospitalet. København oplever allerede nu en tilflytning af nye ressourcestærke borgere. Med en metrolinje til Hvidovre via Ny Ellebjerg vil Hvidovre kunne koble sig på den positive opblomstring, som særligt Sydhavnen og Valby allerede er en del af. Der er næppe tvivl om, at metroen ikke kommer til Hvidovre i løbet af de næste ti år. Tidshorisonten er måske nærmere tyve år. Men det er oplagt allerede nu at planlægge, hvordan en metrostation kan placeres i den kommende bymidte. For naturligvis skal der da også være en metrostation der. Til glæde for vores børn og børnebørn, for Hvidovre og for miljøet..