Profil som cykelby bringer cykelkonference til kommunen
Ud af et felt på fire kommuner er Esbjerg Kommune valgt som værtskommune for en national cykelkonference. Esbjergs markante identitet som cykelby har fået arrangørerne til at pege på kommunen
Det er Vejdirektoratet og Cyklistforbundet som i foråret 2017 bringer den nationale cykelkonference til Esbjerg. I to dage dykker arrangører og deltagere ned i cykelområdet. Fire kommuner søgte om at blive værter og dermed medarrangør på cykelkonferencen, som sidste år trak knap 200 deltagere til Odense.
At valget faldt på Esbjerg, skyldes de seneste års udvikling som markant cykelby. Arrangørerne har især bidt mærke i, at kommunen har implementeret en række forskellige cykeltiltag, herunder supercykelstier og cykelparkering. Satsningen på cykelturisme og cykelfremme kampagner har også spillet ind til Esbjergs favør.
"Det er en cadeau til vores mange cykelfremmende tiltag, at man på nationalt plan lægger mærke til os. Det er klart, at vi vil bruge konferencen som afsæt til at vise nogle af vores bedste løsninger frem, så andre kommuner kan lade sig inspirere af, hvordan vi har gjort," siger Anders Kronborg, formand for Teknik & Byggeudvalget, i en pressemeddelelse.
Mens de kommunale tiltag vises frem som det gode eksempel, gavner konferencen også EnergiMetropolen økonomisk. Anders Kronborg glæder sig over, at den kommende konference bringer omsætning til kommunen, når 200 konferencedeltagere skal overnatte og bespises lokalt.