Unge skal lokke unge til erhvervsuddannelserne
I disse dage har eleverne i de ældste klasser i folkeskolen besøg af unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse.
Besøgene er et led i en ny rollemodelkampagne, hvor unge elever fra erhvervsuddannelserne skal rundt på folkeskoler og fortælle om deres egne erfaringer med at tage en erhvervsuddannelse.
”Det er unge, der kender hverdagen på erhvervsuddannelserne og selv har stået over for valget af en ungdomsuddannelse, som er de bedste til at fortælle andre unge om de muligheder, der følger med en erhvervsuddannelse, som for eksempel at blive selvstændig, iværksætter eller læse videre. Ung-til-ung-relationen kan noget, som hverken forældre eller lærere kan, og med rollemodelkampagnen får de ældste folkeskoleelever både nogen at spejle sig i og et klarere billede af erhvervsuddannelserne,” siger minister for Børn, Undervisning og Ligestilling Ellen Trane Nørby.
”Mange, både forældre, elever og venner har en bestemt idé om det at tage en erhvervsuddannelse. En idé, der ikke altid passer med virkeligheden. Vi glæder os til, at vores rollemodeller kommer ud og informerer om vores uddannelser i øjenhøjde. Det er en sej flok unge, der lyser af faglig stolthed. Grundskoleeleverne kan godt glæde sig,” siger formanden for EEO, Morten Egede.
Rollemodellerne vil fortælle om deres personlige oplevelse som erhvervsuddannelseselev, og på den måde være med til at nedbryde eventuelle fordomme om erhvervsuddannelserne som mindre attraktive end f.eks. de gymnasiale uddannelser.