Lokal ildsjæl belønnet!
Cyklistforbundet havde følgende begrundelse for at tildele årets Cykeldynamo 2016 til Finn Ivo Heller: - Finn Ivo Heller modtager prisen for sin ekstraordinære og uvurderlige organisatoriske indsats for cyklismen i over 20 år, både på lokalt, regionalt og nationalt plan. Finn har igennem alle disse år gjort en fantastisk indsats for at aktivere, involvere og anerkende foreningens mange aktive og frivillige medlemmer. Gennem sit mangeårige virke har Finn opbygget et bredt netværk af personer og organisationer, og har altid været parat til at hjælpe, hvor der var behov.. Finn har bl.a. i den nævnte periode bestridt følgende poster: Landsnæstformand, lokalformand og næstformand i Hvidovre, redaktør på lokal-bladet, i redaktionen af Cyklistforbundets landsblad, redaktør af Tur-Katalog for region Hovedstaden, Cyklistforbundets repræsentant i Det Grønne Råd. Som repræsentant for Cyklistforbundet i Hvidovre modtog han Hvidovre Kommunes Miljøpris i 1999. Desuden har han været Tovholder og Hvidovre ansvarlig for lokale aktiviteter i kampagnerne “Vi Cykler Til Arbejde”, “Alle Børn Cykler”, “Cykel Trafiklegedage” og “Lys på med Ludvig” samt andre tillidsposter.