Fortsæt til indhold

Apotek vil åbne i Bredalsparken

Et af Danmarks ældste lokalcentre, Bredalsparkens Butikscenter, får fra starten af februar sit eget apotek: Bredalsparken Apotek

Arkiv
Arkiv

Bredalsparken Apotek åbner i de lokaler, der indtil for kort tid siden husede Matas i Bredalsparken. - Det bliver et mindre, men rigtig godt apotek, der kan betjene de kunder, der bor i lokalområdet. Vi kommer til at sælge mange af de mærkevarer, som Matas havde samt naturligvis receptpligtig medicin, siger Henrik Aldershvile. Med det nye apotek i Bredalsparken vil Hvidovre Kommune dermed have i alt fem apoteker. Årsagen til opblomstringen i antallet af apoteker i Hvidovre skyldes, i følge Henrik Aldershvile, den nye apotekslov, der trådte i kraft 1. januar 2015. - Efter den nye lov må selvstændige apotekere åbne i alt syv selvstændige apoteker inden for en mindre radius. Det har betydet, at der er kommet rigtig mange apoteker i Danmark i det forløbne år, siger Henrik Aldershvile.

Medarbejdere roterer

I Bredalsparken Apotek vil der være to medarbejdere, der hører til medarbejdergruppen på Hvidovre Apotek. - Vi laver en rotationsordning, så der som udgangspunkt vil være to medarbejdere dernede i åbningstiden, fortæller Henrik Aldershvile. Han understreger endvidere, at apotekets sortiment, ud over den receptpligtig medicin, vil afspejle kundernes behov og ønsker. - Vi vil selvfølgelig have et basissortiment, som er kendt fra apoteker, men ellers vil vi tilpasse os det, som vores kunder ønsker, fortæller Henrik Aldershvile. Henrik Aldershvile mener endvidere, at det nye apotek vil passe rigtig godt ind i de øvrige forretninger, der er i Bredalsparkens Butikscenter. - Jeg synes, at vi bliver et godt alternativ til Matas, som mange sikkert savner allerede. Dertil er det godt med forskellige forretninger i centret, siger han. I det nye apotek vil der være to ekspeditionsterminaler samt et selvbetjeningsområde, hvor man kan finde apotekets udvalg. Henrik Aldershvile glæder sig til at byde velkommen i det nye apotek fra den 3. februar. - Jeg ville gerne have åbnet tidligere, men det kunne ikke lade sig gøre pga. jul og nytår - så nu står vi klar i starten af februar, slutter han. key