Flokke af klovne på spil i nat
I nat blev også Augustenborg hjemsøgt af klovne.
Omkring midnat dukkede et par mørke skikkelser med klovnemasker op på omfartsvejen ved afkørslen til Augustenborg, hvor de skræmte en bilist, der fire minutter over midnat kontaktede politiet.
Om det var de samme klovne, der i mellemtiden havde fået selskab af flere klovne, vides ikke, men i hvert fald troppede i alt seks klovne op i haven hos en familie på Hybenhegnet i Augustenborg en lille halv time senere.
Her lyste de ind ad vinduerne med lommelygter, råbet op og lavede en del postyr. En af dem havde en lang stang og en anden en meget stor økse i hånden.
Børnene i huset blev meget skræmte over episoden, og politiet blev tilkaldt.
På grund af den første episode, var der en patrulje ikke langt derfra, men alligevel lykkedes det ikke at spotte nogen klovne i området. Man havde efterfølgende en hundepatrulje i området, den havde et spor, men på et tidspunkt tabte den færten.
Hos politiet mener man, at grænsen for, hvad der kan være acceptabelt og sjovt, er langt overskredet, og man vil have sat en stopper for klovnerierne. Derfor høre man meget gerne fra folk, som har set eller kender noget til klovnenes hærgen.