Lidl lokker med kolde kontanter
Dagligvarekæden Lidl slog torsdag den 10. november dørene op til deres store splinternye butik på Langebro i Aabenraa. Selv om butikken har været rigtig flittigt besøgt, tages der nu alternative metoder i brug, for at få endnu flere kunder i butikken. Kæden betaler simpelthen kunderne for at besøge den nye butik. Det sker fredag den 18. november, hvor allierede Lidl ambassadører det meste af dagen er rundt på gader og stræder i byen og uddeler kolde kontanter til forbipasserende.
Der er rift om kunderne på det danske dagligvaremarked, og Lidl forsøger nu, med et smil på læben, at gå andre veje for at gøre opmærksom på deres nye butik i Aabenraa. Hvis man er så heldig at være i nærheden af butikken fredag den 18. november, kan det være der dumper kolde kontanter ned i lommen, som kan bruges i den nye butik i Aabenraa.
”Vi ved godt, at det er utraditionelt ligefrem at betale kunderne for at lokke dem ind i butikken, men for os handler det om, at vi gerne vil have så mange som muligt til at komme forbi og selv opleve, hvad det er vores nye, store butik har at byde på. Vi har masser af trofaste kunder, som allerede har besøgt butikken, og de er alle meget begejstrede for vores nyeste standard. Men jeg er sikker på der er mange som endnu ikke har været forbi, og den oplevelse vil vi gå langt for at give dem”, siger butikschef Lars Lysholt, med et glimt i øjet.
Men de penge, der uddeles, er mere end blot kolde kontanter, som man kan bruge til at handle for. Tager man dem med i Lidl-butikken på Langebro, kan de nemlig meget vel vise sig at være mere værd.
Hvor meget de forskellige møntfarver er værd, vil butikschefen ikke løfte sløret for, men han opfordrer i stedet kunderne til, at komme ned i butikken på Langebro og se det ved selvsyn.
Til at hjælpe med uddelingen har Lidl igen allieret sig med Aabenraa Boldklub, som har stillet hjælpere til rådighed.