Ældre Sagen byder op til dans i demenscaféen
Nyhed i Cafe’ HUSK hvor der nu skal danses
Det har vist sig, at mennesker der er ramt af denne forfærdelige sygdom liver op, når der høres musik, og kan der kobles bevægelse på samtidig i form af f.eks. dans, så kommer smilene frem, og tankerne går utvivlsom tilbage til ungdomstiden. Hvorfor så ikke koble tingene sammen? Det er jo også netop det de demens frivillige i Ældre Sagen forsøger, og der er ingen tvivl om, at succesen kommer i hus, for Kælderduo’en med John Eirup på banjo og Svend Bistrup på harmonika er engageret til at få smilene frem, og lysten til at træde ud på dansegulvet vil komme automatisk. Det bliver en eftermiddag, som bliver til glæde for såvel de demente og deres nære familie, for de pårørende får denne dag nogle timer, hvor de kan slappe lidt mere af end normalt. Så der bydes velkommen til Cafe’ HUSK med gløgg og æbleskiver på søndag den 6. november kl. 14.00 til kl. 16.00. Sæt allerede nu kryds i kalenderen søndag den 4. december, hvor der er julekomsammen hos Ældre Sagens dementgruppe, og der spiller Kælderduo’en julemusik, så man kan mærke, at julemåneden er startet. Der skal ikke tilmeldes - bare mød op.