Fortsæt til indhold

Energy og SønderjyskE krydser klinger i aften

Arkiv
Arkiv

I aften klokken 20.30 er der igen udsigt til et højintenst sydjysk lokalopgør i Metal Ligaen, når Esbjerg Energy gæster SE Arena og SønderjyskE i Vojens. Sønderjyderne er placeret på en øjeblikkelig ottendeplads i ligaen med 14 point efter 12 kampe. Esbjerg er nummer ni med 12 point efter 11 kampe, så der er et vist pres på begge mandskaber.
"Sådan er sport. Du er altid under et pres for at præstere og i Energy gik vi til landsholdspause uden succes i de to sidste kampe. Så vi ønsker bestemt at ændre på den ting efter landsholdspausen, skaffe os momentum og ændre på den øjeblikkelige stilling i ligaen," fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy i en pressemeddelelse.

Efter en lige kamp med topholdet Aalborg Pirates, tabte Esbjerg Energy 6-2 til nordjyderne umiddelbart før landsholdspausen. SønderjyskE måtte i forlænget spilletid og straffeslag før holdet havde besejret Odense i de to mandskabers seneste kamp før pausen.
"Det er selvfølgeligt anderledes forhold at arbejde under i landsholdspauserne, når man har flere spillere på udvalgte hold. Vi har specielt leveret mange spillere til U20-landsholdene over årene, men jeg er tilfreds med udbyttet af den seneste landsholdspause," vurderer Mark Pederson i pressemeddelelsen.
Efter en skadespause er Jannik Christensen tilbage på holdet til kampen i Vojens.
"Det er superskønt at være tilbage. Der er aldrig sjovt at være skadet og sidde udenfor. Så det er dejligt at være sammen med gutterne på isen og jeg ser frem til at skulle spille kamp igen. Og så er det altid sjovt at komme til Vojens og spille kampe," forklarer den 24-årige Esbjerg-dreng.